Hvad er Løkkes projekt?
Politisk Debat 09. januar 2010 kl. 17:10
på
P1
Et nyt år er begyndt og kalenderen er stort set blank. Regeringen har ikke mere tilbage af det to år gamle regeringsgrundlag.
Meget er gennemført - for eksempel en skattereform. Noget er udskudt på ubestemt tid - for eksempel en folkeafstemning om EU-forbeholdene. Tilbage er kun enkelte uløste opgaver - blandt andet skal regeringen give et bud på, hvordan Danmark lever op til sin internationale klimaforpligtelse.
Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale gav ikke svar på, hvad regeringen vil bruge tiden på frem mod næste valg. Det står kun klart, at folkeskolen vil komme i fokus og at regeringen har nedsat et vækstforum.
Politisk Debat spørger politisk ordfører for De Konservative Henriette Kjær, om regeringen er løbet tør for ideer. Og professor på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen giver en analyse af regeringens situation.
Ugens gæst er Connie Hedegaard, som har været meget stille siden klimatopmødet sluttede. Resultatet var en skuffelse, men Connie Hedegaard mener, at det har betydet noget, at så mange politiske ledere har involveret sig i diskussionen.