P1 på en time
Som du måske har bemærket, så har P1 fået en energisk lillebror af en ugeavis - nemlig "P1 på en time" - som samler tankevækkende uddrag fra kanalen i ugen der gik.
Højdepunkter i kort form
"P1 på en time" er kanalens ugentlige podcastmagasin. Hver uge udgiver vi en velredigeret, stram sag på en time, der gengiver nogle af ugens stjernestunder og gode historier. "P1 på en time" taget afsæt i de historier, der griber og fascinerer inden for bl.a. videnskab, kultur, politik, eksistens og teknologi. Det hele serveres som et sammenhængende, selvstændigt program - præsenteret af en vært, som vi kender det fra "normal" radioproduktion. Og du kan også høre programmet i en netversion - enten i hel version eller ved at hoppe rundt mellem historierne.
God indgang - også for nye lyttere
"P1 på en time" er en service for både kanalens kernelyttere og de forhåbentlig kommende lyttere.
Som kernelytter kan du få en første- eller andengangoplevelse af ugens stjernestunder og møder måske historier fra programmer, du normalt ikke er fast lytter af. Som ny lytter får du smagsprøver på programmer fra de over 50 selvstændige redaktioner, som leverer udsendelser til P1 hver uge. Vi tror på, at programmet kan øge lysten til at blive mere fast "abonnent" på kanalens mange tilbud - og at høre nogle af de mange programmer i fuld længde på FM, DAB, nettet og som podcast.
Den energiske lillebror, "P1 på en time", er P1s førstefødte som specialproduceret podcasttilbud. Jeg ser frem til, at han vokser op - og får søskende.