preload loader
P1 - det giver mening

DNA-forsker Eske Willerslev modtager DRs ærefulde Rosnkjærpris for 2012.

 

Eske Willerslev får Rosenkjærprisen 2012

26. september 2012 kl. 08:55 på P1

Eske Willerslev, der er professor ved Københavns Universitets Grundforskningscenter for Geogenetik under Naturhistorisk Museum, modtager DRs ærefulde Rosenkjærpris for 2012. Den bliver uddelt den 21. november i Koncerthuset i DR Byen.

- Han kan, som ingen anden, formidle indviklet, spændende stof, så det er en sand fryd.

De rosende ord er møntet på Eske Willerslev,og en del af de mange argumenter, som lytterne kom med, da DR i august spurgte dem, hvem de syntes skulle være årets modtager af DRs store formidlingspris.

DR fik forslag fra omkring 400 engagerede danskere, og priskomiteen har besluttet at give prisen til den anerkendte DNA-forsker Eske Willerslev, der altså modtager hædersprisen på 40.000 kroner ved en prisfest i Koncerthuset i DR Byen i november. Det bliver kanalchefen for P1, Anders Kinch-Jensen, der skal begrunde og overrække formidlingsprisen.

Analyser af en hårtot
Eske Willerslev har flere markante forskningsresultater bag sig, der baserer sig på en avanceret brug af DNA-teknologi.

- Han forstår at formidle resultaterne bredt og med stor gennemslagskraft. Han har været med til at påvise, at der har boet mennesker i det nuværende USA for 14.000 år siden - og genskabt billedet af en mand fra den 4.500 år gamle grønlandske Saqqaq-kultur på basis af analyser af en enkelt hårtot, siger priskomiteens formand Anders Kinch-Jensen som begrundelse for valget. Og han tilføjer:

- Eske Willerslev er en meget anerkendt og flittig forsker, der i sin formidling skaber store fortællinger om mennesker og menneskeheden med et smittende engagement, som gør, at vi alle kan følge med.

Eske Willerslev siger selv om prisen:

- Da jeg blev ringet op troede jeg det drejede som en medvirken i et DR program. Jeg blev meget overrasket og kneb en lille tåre af bare glæde. Det er en virkelig stor ære at modtage denne pris som tidligere har tilfaldet nogle af de største danske kulturpersoner og forskere i nyere tid. Jeg kan ikke sige andet end jeg er pave stolt. 

Rosenkjærprisen er opkaldt efter magister Jens Rosenkjær (1883-1976), der var foredragschef i DR frem til 1953. Prisen har været uddelt i hans navn og ånd næsten hvert år siden 1963, og den bliver givet til en person "som har vist evner for at gøre et vanskeligt stof tilgængeligt for et bredere publikum i en forståelig og levende form".

Det er en fast tradition, at årets Rosenkjærprismodtager forpligter sig til at holde en serie radioforedrag på P1, og lytterne kan da også forvente seks foredrag med Eske Willerslev i løbet af 2013.

Rosenkjær-komiteen består af seks personer fra DR, som alle arbejder med vidensformidling i bred forstand. Det er Hanne Barslund (P1-redaktør), Lars Rønnow Torp (chef for videnskabsredaktionen), Lene Juul Bruun (journalist/vært på P1), Ole Hjortdal (chef for undervisningsredaktionen), Nikolaj Koppel (P1-redaktør og kanalredaktør for P2) og Anders Kinch-Jensen (kanalchef for P1).

Rosenkjærprisen blev uddelt første gang i 1963. De seneste ti modtagere er Jakob Skovgaard-Petersen (2011), Bente Klarlund Pedersen (2010), Sigurd Barrett (2009), Lykke Friis (2008), Ole Hartling (2007), Anja C. Andersen (2006), Peter Lund Madsen (2005), Peter Øvig Knudsen (2004), Søren Mørch (2003) og Per Pinstrup-Andersen (2002).

 

Send eller anbefal link

 

Lyt til

Få foredragene som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program, har du følgende muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse

Læs mere om podcasting her

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Rosenkjær > Eske_Willerslev

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.