Forsøgskaniner og sukkergrise
Serie 22. december 2009 kl. 15:03
på
P1
Danske Novo Nordisk har flyttet mange af deres medicinforsøg til Asien, bl.a. til Indien, hvor 40 millioner mennesker har sukkersyge. Indien har en befolkning på 1,3 milliarder og topper nu verdens sundhedsorganisationen WHO liste over nationer med diabetes.
Inderne spiser for meget sukker og for meget fedt, og de bevæger sig for lidt.
De fleste har satelit-tv, mobiltelefoner, og kører motorcykel eller bil. Det betyder livsstilssygdomme, behov for medicin og et kæmpe nyt og attraktivt marked for vestlige medicinalfirmaer som Novo Nordisk.
Tror de får behandling, men er i virkeligheden med i forsøg
Den indiske professor i Psykiatri Doktor Prathap. der sidder i WHOs panel, der udstikker retningslinjer for god videnskab og etik i medicinske forsøg udtaler til DR:
- Der er brug for ny medicin, der er brug for forskning, og vi vil ikke stoppe medicinforsøg, men det er vigtigt at tage hensyn til patienterne. Mange patienter bliver forvirrede, de tror de får behandling, men er i virkeligheden med i forsøg. Det er situationen, og det er ikke i orden. Problemet lige nu er, at vi ikke ved hvor mange forsøg, der foregår i Indien, og under hvilke omstændigheder.
Vejen til gratis medicin
Professoren har undersøgt en gruppe patienter i Syd-Indien og spurgt hvorfor de sagde ja til at være med i medicinforsøg.
- Mange svarede, at de var med for at få gratis behandling. Man kan ikke sige, at det der foregår er unfair, men folk er altså med, udelukkende for at få gratis medicin og behandling, fordi mange i det indiske samfund ikke har penge.
Inderne ved bedre
Den Videnskabsetiske Komité i Danmark, har opfordret Novo Nordisk til at lade deres medicinforsøg i Indien følge af komitéen. Men det vil Novo Nordisk ikke.
Lægelig direktør i Novo Nordisk, Anders Dejgaard mener, at det skal inderne selv tage sig af, de ved bedre, hvad der er videnskabeligt og etisk korrekt, når der testes ny medicin i Indien.
- Der er nogen, der tror at kontrolapparatet i Indien er dårligere, men det er en misforståelse. Der har også været forslag om at lade os vurdere i Danmark, det er noget vrøvl, det skal inderne da selv gøre. Man jeg vil medgive at man kan finde hospitaler med dårlig standard.
I følge IDF, det internationale diabetes register,vil antallet af indere med sukkersyge stige til 117 millioner i 2030. Her er derfor et oplagt marked for Novo Nordisk:
- Det handler om, at der er nogle produkter, vi gerne vil markedsføre over hele verden. Enhver virksomhed handler om at tjene penge. Det er der ikke noget i og vi udnytter ingen, siger Anders Dejsgaard.
I Indien er det ofte familien der beslutter om en patient skal være med i et forsøg eller ej. Hvis det er en kvinde, så er det manden eller mandens familie, der bestemmer.
Mange patienter mener desuden, at lægen ved bedst, og derfor gør de ukritisk, hvad lægen foreslår. Uden at stille spørgsmål.