En Reumert til Livlægen
10. maj 2010 12.53 P2Søndag aften stod i Reumert tegn på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. For 12. gang blev der uddelt priser til blandt andet de bedste skuespillere, sangere, dansere, instruktører og forestillinger.
Årets Opera
Bo Holtens nykomponerede opera 'Livlægens besøg' fik prisen som Årets Opera. Operaen, der er baseret på den svenske forfatter Per Olov Enquists bestseller af samme navn, bygger over en af de mest dramatiske episoder i Danmarkshistorien, nemlig kuppet mod kongens livlæge Struense og hans elskerinde, Dronningen, i 1772.
'Livlægens besøg' gik for fulde huse sidste år i Operaen og høstede rigtig mange gode anmeldelser. Og for Operachef for Det Kongelige Teater, Kasper Holten, var det særligt rart, at netop 'Livlægens besøg' tog prisen.
- Det er en ny stor opera, som vi har udviklet helt fra bunden. Det at lave et helt nyt værk, og så oven i købet fra en af de mest fascinerende episoder fra Danmarkshistorien, gør det ekstra rart at vinde prisen, siger Kasper Holten, der også glædes over, at det hårde arbejde det også har været med at få værket stablet på benene, bliver belønnet med en Reumert.
Hør hele interviewet med Kasper Holten i lyt-boksen til højre. Det er P2s Mikkel Flak Møller der interviewer.
Livlægen besøger DR
I en hel uge i september vil DR sende masser af opera; i radioen, i tv og på nettet. I den uge vil du også kunne opleve en tv-indspilning af 'Livlægens besøg' fra Operaen, der vil blive sendt ved flere lejligheder på DR K.