Tristan og Melancholia

- Tristan har altid været en del af mig. Noget i den retning fik Lars von Trier sagt på det famøse pressemøde, der druknede i hans bemærkninger om at være nazist.
Sætningen med Tristan fortjener noget mere opmærksomhed. For den siger måske mere om filmen end så meget andet. Det er der flere anmeldere der har bidt mærke i. f.eks. i avisen The Guardian, hvor Charlotte Higgins hæfter sig ved, at Melancholia virker som om den er besat et bestemt stykke musik. Forspillet til Wagners Tristan og Isolde fylder hele åbningssekvensen, hvor hyperrealistiske tableauer lader beskueren balancere mellem fascination og angsten for undergang. En hest synker sammen, fugle falder ned fra himlen, to kvinder kigger i natten på noget der ligner to måner.

Musikkens fremdrift
Teater- og operaanmelder Gregers Dirckink-Holmfeld skriver i sin anmelderblog at Melancholia er musik projiceret til film. At musikken måske er den egentlige dynamo. At musikken driver os frem i historien.

Ifølge Gregers Dirckink-Holmfeld  er Melancholia i virkeligheden Lars von Triers første bud på en iscenesættelse af Wagners musik. Noget han har taget tilløb til siden han for 6-7 år siden arbejdede med Wagners Ringen og var tæt på at stå for en opsætning i Bayreuth.

For ligesom i filmen ender Wagners opera med jordens undergang.