Dansk kormusik Grammy-nomineret
11. januar 2012 kl. 13:07
I september løb komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen med sejren i Lyt til Nyt-kategorien under P2 Prisen 2011. Cd'en 'The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen' var oppe imod musik af Per Nørgård og musik af Simon Steen-Andersen.
Nu er cd'en 'The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen' nomineret til en Grammy i kategorien 'Best Choral Performance'. Grammy-uddelingen finder sted 12. februar 2012.
På cd'en kan man høre næsten alle Pelle Gudmundsen-Holmgreens korværker, lige fra 1960'er-klassikeren 'Konstateringer' til nye virtuose og anarkistiske værker som fx 'Fire madrigaler fra naturens verden'. Flere af stykkerne er skrevet specielt til Ars Nova Copenhagen, som synger på cd'en. De bliver dirigeret af Paul Hillier.
- Ars Nova er i høj grad årsagen til at jeg har skrevet musikken, forklarer Pelle Gudmundsen-Holmgreen. - Noget af det er enkelt, og kan synges af forskellige kor i hele det ganske land. Andet er mere komplekst, og kræver et vokalensemble som Ars Nova.
Hele tre nomineringer
I den samlede pulje, er hele tre danske klassiske cd'er nominerede til en Grammy i år. Udover Pelle Gudmundsen-Holmgreens kormusik, er også Poul Ruders Klaverkoncert nr. 2 nomineret til en Grammy.
Endelig er fløjtenisten Michala Petri nomineret til en Grammy i kategorien 'Best Classical Instrumental Solo'. Det er hun med cd'en 'East Meets West' med kinesiske blokfløjtekoncerter.