Musikken får ny minister
06. dec. 2012 12.00 Klassisk Update
Opdat.: 08. dec. 2012 13.28På Marianne Jelveds eksamensbevis fra seminariet står der "kan ikke forestå skolesang".
Nu er Marianne Jelved Danmarks nye kulturminister og dermed minister for musikken. Er der grund til bekymring?
For kulturredaktør i DR Nyheder Niels Frid er udvælgelsen af Marianne Jelved en overraskelse.
- Man troede hun var på vej ud af dansk politik. Men der blev brug for hende fordi man ville have en minister, der kan alt det Uffe Elbæk ikke kunne. Hun skal levere resultater og holde valgperioden ud. Det kan den gamle politiske ræv, fortæller Niels Frid.
Men udfordringerne er åbenlyse for den nye minister:
- Hun er et dannet menneske. Dansk litteratur og folkeoplysning ligger hende på sinde. Men når det kommer til kulturlivets ungdommelige sider får hun udfordringer. Kan du se hende til et rave-party? Kan du se hende slå rytmen til tecno-musik? Kan du se hende sidde og spille avancerede PC-spil? Der får hun brug for rigtig god rådgivning, fortæller Niels Frid.
Rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Bertel Krarup hilser den nye minister velkommen. Men han ser ikke tilbage på Uffe Elbæks ministerperiode som en katastrofe:
- Der gik en chokbølge ind over det klassiske musikliv, da Uffe Elbæk tiltrådte. Mange kendte hans Marshall-plan der blandt indebar lukningen af et symfoniorkester. Men det tjener ham til ære, at han i den efterfølgende proces var mere lyttende end man skulle tro. Jeg oplevede en minister der lyttede og evnede at komme ud med en fornuftig musikhandlingsplan, fortæller Bertel Krarup.
Dog tror han ikke Uffe Elbæk vil gå over i historiebøgerne som en af de mindeværdige kulturministre:
- Han vil nok blive hurtigt glemt. Han fik ikke meget igennem. Hans ministerperiode var for kort. Men for os, der havde med ham at gøre bliver det svært at glemme hans evne til at vise personligt nærvær, fortæller Bertel Krarup.
Følg de to links til højre og hør reaktioner på udnævnelsen af Marianne Jelved som ny kulturminister fra rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Bertel Krarup og Kulturredaktør for DR Nyheder, Niels Frid.