Mere end et latterligt udstyrsstykke

For ti år siden var de det mest støvede og latterlige man kunne forestille sig. Tåbelige udstyrsstykker med damer i pudderparykker, mænd i flæser og gamle græske guder der pludselig kunne dukke op som Deus ex Machina og løse hele historien med et trykkeslag.

I dag har alle operahuse med respekt for sig taget dem til sig og de går for fulde huse med tidens hippeste instruktører og scenografer.

Det gælder barokoperaer. Operaer af gamle komponister som fx Händel, Monteverdi og Henry Purcell. I årtier blev de mest betragtet som musikhistoriske kuriositeter og helt uforståelige for et moderne operapublikum.

Sådan er det ikke mere. På søndag kan man opleve Henry Purcell gamle opera Dido og Æneas i en såkaldt ”visuel koncert” i Koncerthuset. Hele Koncerthuset bliver brugt som scene, der er videoprojektioner på store hvide lærreder rundt om i rummet og trapper som sangerne skal bevæge sig rundt i rummet på.

Koret får i det hele taget deres sag for. De skal ikke bare synge, men spille roller med krop og ansigt – de er det græske kor der kommenterer begivenhederne, de er folkemængde, og sangere fra koret er også i rollerne som de tre hekse der ødelægger kærligheden mellem Dido og Æneas.

Instruktør på forestillingen, Elisabeth Linton, er meget begejstret for DR Vokalensemblet: ”Der var mange der sagde til mig inden: Åh, nu må du huske at det IKKE er et operakor, at de ikke er vant til at spille skuespil, men de er super dygtige. De ER et operakor – uden at være det”, siger hun.

Elisabeth Linton er ikke ude på at lave et baroks udstyrsstykke ud af Dido og Æneas. Både scenografi og kostumer er stramt holdt, for det er en almen historie der fortælles:

”Dido og Æneas elsker hinanden. De havde ikke behøvet at gå fra hinanden, og hun havde ikke behøvet at begå selvmord, hvis de havde ladet været med at lytte til de der hekse. Så det handler om at vi ikke skal lade ondskaben komme indenfor. Den er der selvfølgelig, men den kan ikke gøre os noget hvis vi lader være med at lytte til den", siger hun.

Barokoperaer er blevet hippe som aldrig før. Det ligger i naturlig forlængelse af de sidste årtiers interesse for tidlig musik og originale musikinstrumenter: Vi ved simpelt mere om barokmusikken, hvordan den lød og hvordan den skal spilles.

Men Elisabeth Linton mener også det handler om at barokken mennesker minder så meget om os i dag.

”Måske er det den der synd og skam som kom ind engang i 1800-tallet, under den victorianske tid, hvor der var så mange ting som man ikke måtte – ARVESYNDEN, som slet ikke er der på samme måde i barokoperaerne. De beskæftiger sig ikke med at vi skal skamme os og opføre os på en særlig måde”.

Er de mere amoralske?

”Ja", siger Elisabeth Linton og griner. "Eller de tager sig ikke så meget af den del af livet, de tager sig mere af LIVET, af at leve det og elske og af relationerne til andre.”  

Dido og Æneas; Koncerthuset i DR Byen, søndag d. 7. okt. kl 16. Solist: Elisabeth Jansson; DR Vokalensemblet; Baroksolisterne; dir: Oluf Boman