To danskere i Covent Gardens Ring
09. okt. 2012 08.22 Dagens P2-historieDagens P2 historie er fra London. Nærmere betegnet Covent Garden hvor operachef Kasper Holten fortæller om Ringen, som man kan se og høre på Royal Opera i disse dage. Der er to danske sangere på rollelisten; Stig Fogh Andersen som Loge og Ann Petersen som Freia.
Kasper Holten er operachef for Ringen, som han har overtaget fra sin forgænger. Men det er Keith Warner, der instruerer Covent Gardens aktuelle Nibelungens Ring.
-Det er virkelig skønt, at vi har hele to danskere med i Ringen her. Stig Fogh Andersen synger Loge for første gang. Dejligt at høre Loge rolle sunget af en tenor, der virkelig kan synge det og ikke bare knække og brække sig igennem, som man tit hører Loge sunget.
- Det er også en virkelig luksus at have Ann Petersen, der er ved at etablerer sig som en af de nye store Wagner sopraner, i en mindre rolle som Freia, siger operachef på Covent Garden Kasper Holten.
P2 sender den første opera Rhinguldet direkte fra Covent Garden på tirsdag fra kl 20.15. De følgende dage indtil den 24. oktober kan du høre hele Ringen fra Royal Opera House i London.
Mød også Kasper Holten som Ugens musiknavn på søndag kl. 18.20 på P2.
Skrevet af Anne Marie Løkkegaard