En hval der spiller bordtennis
11. nov. 2012 00.01 Dagens P2-historieEn hval der spiller bordtennis, og nogen der slår på noget. Sådan oplever Vincent og Chili fra 6a på Tove Ditlevsens skole ny musik af Juliana Hodkinson.
Dansk komponistforening og lektor Else Marie Okkels har netop barslet med et helt nyt undervisningsmateriale for skolebørn. Fem komponister, blandt andre Juliana Hodkinson og Karl Aage Rasmussen, bliver formidlet til børnene ved hjælp af smartphones, musikstreaming og digitale redskaber.
'I Danske Komponister Værksteder' hedder det nye materiale, som præsenterer børnene for ny musik ved f.eks. at give dem til opgave at tage billeder med deres mobiltelefon, der afspejler musikken.
Musiklærer Hans Bachs på Tove Ditlevsen Skole er den første, der afprøver det nye undervisningsmateriale, og de 11-12 årige børn i 6a tager godt imod det.
Men Hans Bach er meget opmærksom på ikke at hive klassisk musik ned over hovedet på børnene. Han har før introduceret børnene til Eine Kleine Nachtmusik og musiktemaer fra film, som de var glade for.
-Det handler om at lade det være en umiddelbar oplevelse for dem at høre klassisk musik. Nogle gange behøver vi ikke at gøre så meget ved det. Børnene oplever musikken meget forskelligt. Nogen falder nærmest i søvn, nogen tænker helt sikkert på noget andet, mens andre fniser i hjørnerne, siger han.
Skrevet af Anne Marie Løkkegaard