John Scofield og den forbandede jazz
28. jan. 2010 14.02 Jazzguitaristen John Scofield har lært sin metier af de store navne i jazzens verden. Folk som Miles Davis og Charles Mingus for at nævne et par af de helt store.
Men en ting er at lære af de store, en anden ting er at bryde rammerne, skabe sin egen stil og bane vejen for udviklingen. John Scofield har gjort det.
Han er blevet et stilikon for fusionsmusikken og jazzguitaren. Lige siden han i midten af 70'erne og op gennem 80'erne gradvist trådte ud af de traditionelle rammer og trampede hårdt på guitarforvrængeren og smeltede blues, rock og jazz sammen. På sin egen facon.
Nye horisonter
58-årige John Scofield er i dag selv blevet en af de store. Sådan må det næsten være, når man gennem en lang karriere har vist så stor virtuositet som ham.
Han er aktuel i gruppen Trio Beyond sammen med mestertrommeslageren Jack DeJohnette og organisten Larry Goldings. De tre gæstede Koncerhuset den 23. januar, og den danske dagspresse var mere end begejstrede for Scofields syngende og forvrængede guitareksplosioner til netop denne koncert.
Men selvom Scofield har bevist sit værd gennem en lang karriere med mange anmelderoser undervejs, så er mesterguitaristen stadig ydmyg, når det handler om at holde sig frisk og finde på nyt materiale.
John: "Det er svært at finde på nye ting fordi jeg stadig prøver at arbejde på de gamle. Der viser sig også tit, at nye ting i virkeligheden bare er gamle ting, og ny musik bare er genopdagelser af gamle ting i musikken. Jeg er en stor musikfan, og det er det, der holder mig i gang: at lytte til andres musik og blive begejstret. Det får mig til også at begejstres over min egen musik. Det holder mig i live."
Jazzens forbandelse
John Scofield er en begejstret mand når det kommer til at fortælle om musik. Han elsker musik. Al musik.
Men John Scofield forklarer, at ny musik også bygger på alt det gamle. Det ligger i jazzen og musikhistorien, at alle er dannet af historien. Det kan ifølge John Scofield blive til en forbandelse. Især i jazzmusikken hvor ny musik altid bliver anskuet gennem historiens briller.
John: "Jeg elskede Miles Davis og de andre store. Jeg lyttede til deres plader og blev inspireret, og at spille med dem var en gave. Men dyrkelsen af de store navne i jazzen er på en måde også en forbandelse, fordi det får unge musikere til at tro, at det er den måde de skal spille på. Det får dig ikke til at føle dig fri, hvis du tror, du skal kopiere andre."
Når aviser, tv og radio bringer omtaler af jazzmusik, er det tit fortidens store navne der dyrkes. Det samme gælder også blandt inkarnerede jazzfans og musikere, og det foregår tit på et næsten gudelignende idolniveau.
Scofield selv bliver næsten altid solgt som en musiker, der har spillet med Miles Davis eller Charles Mingus. Det er en slags jazzens kvalitetstempel. Det kan nemt virke som om, jazzen ikke bevæger sig fremad.
John Scofield selv mener, at det er jazzens og musikkens vilkår. Musikken bevæger sig ikke i en lige linje fremad. Den bygger på fortiden. Sådan har det altid været og det vil ifølge Scofield aldrig ændre sig.
John: "Det var det samme i 70'erne. Alle talte om musikken fra 30'erne, 40'erne og 50'erne. I dag taler alle om den store fusions-æra i 70'erne med de bedste analoge synthesizers og den slags. Fortiden er altid en velsignelse og en forbandelse. På den ene side er det gennem historien vi lærer musikken, men på den anden side skal vi også leve op til hele den musikhistorie. Sådan vil det altid være. Der vil altid være nogen, som siger at Chopin er meget bedre eller Charlie Parker er meget bedre. Du må bare ikke lade dig gå på af det. "
Og det gode ved jazzen i den sammenhæng er, ifølge Scofield, at jazzen hviler på improvisationen. Musik der bliver skabt i nuet.
John: "Hvor gammel kan improvisation være? Ideelt er det aldrig blevet gjort før. Det vil have elementer, som er gamle. Akkorder, melodier og sange kommer fra os mennesker og vi har været her i lang tid. Selvom jeg spiller gammel musik, kan jeg, på en god dag, forhåbentlig gøre den frisk og ny via improvisation."