Musikerne om den nye koncertsal
"I denne sal kan man finde sig selv"
Mød musikere og sangere bag kulisserne. Der er liv og glade dage, og kun enkelte kriser. Alle er overvældede og begejstrede over den nye koncertsal.
På bagscenen er der liv og glade dage under gallakoncerten. Korsangerne og nogle af de musikere, der ikke er på scenen i alle numre, følger de optrædende meget tæt. Nærbillederne på tv afslører deres kollegaers mindste ansigtsbevægelser.
Sangsolisternes smut med øjnene på skærmen, fremkalder smeltende latter på bagscenen. Pigerne fra DR PigeKoret fniser over fagotisternes mærkelige staccato-lyde, og regissør Benedicte Balslev kommer farende, for at hive få dem ind på scenen.
Salen er fantastisk!
Trompetisten Håkan Hardenberger kommer ud bagved efter sin flotte solopræstation (en sats fra Henri Tomasis trompetkoncert): "Det var fantastisk, salen har en utrolig varme både klangligt og æstetisk".
"Jeg hilste op mod de kongelige, men derefter koncentrerede jeg mig om at spille, så tænkte jeg ikke på, at nu står lille Håkan foran den danske dronning".
Barytonsanger Morten Frank Larsen gav den en ekstra tand i en herlig arie af Ambroise Thomas. "Det er adrenalinen der gør det, og stemningen var god inde i salen, det er en glad aften for både publikum og alle os der medvirker".
Man finder sig selv i koncertsalen
For solofløjtenist Ulla Milmann er det her en oplevelse, som det er svært at sætte ord på: "Det er lidt som at blive forældre for første gang, det er en overvældende glæde, uden at man helt forstår hvorfor. Man mærker den kærlighed der er lagt i salen".
Slagtøjsspiller Gert Sørensen har stadig gåsehud: "Den sal er både meget bevægende og almindelig, i ordets bedste betydning. Man skal ikke have forstand på den, for at nyde den. Ligesom at man ikke skal have forstand på at være forelsket. I denne sal kan man finde sig selv - Øje, øre og krop smelter sammen til et hele", afslutter Gert Sørensen.