Elgar forsvinder fra tegnebogen
15. mar. 2010 13.33 P2Når Bank of England den 30. juni trækker 20-pundsedlen ud af valutamarkedet, så mister musikken også et stort ansigt i pengepungen. Det er nemlig England store nationalkomponist Sir Edward Elgar, der pryder sedlen for hvis værdi, man nok kan blive svimmel på en pub.
Herhjemme fik vi Carl Nielsen med hat på den seneste udgave af 'hunden' og en række europæiske lande har deres nationalkomponister på pengesedler.
Lidt overraskende var det Clara Schumann, der prydede den sidste tyske 100-mark, som kunne have haft Bach, Brahms og Beethoven på. I Østeuropa har Polen deres Chopin på sedlen til en værdi af 5000 zloty (ligesom han lige er røget på 20'eren i forbindelse med sin fødselsdag), Ungarn har Bela Bartok på deres 1000-forinterseddel fra 1992 og i Tjekkoslovakiet takkede man Smetana for nationalromantisk musik ved at lade ham pryde den gamle 1000 Koruna-seddel. Også Tjajkovskij prydede en pengeseddel i resterne af Sovjetunionen kort efter murens fald.
Før Euroen tog over
I Sydeuropa har man også sine musikstjerner. I Spanien havde Manuel de Fallas ansigt patent på 100 pesetas-sedlen tilbage i Francos tid og da man stadig havde lira i Italien var det Bellini, der sad på 5000-liresedlen. Et land, der er glad og stolt af deres valuta, er Schweiz. Her har man ladet Arthur Honegger pryde 20'eren, selvom han faktisk boede meget af sit liv i Frankrig.
Nordens sangfugle
Det er ikke alle lande, der har komponister på pengene. I Norge og Sverige har man overladt det til operadivaerne. I Sverige er det Jenny Lind, der optager 50'eren og i Norge har Kirsten Flagstad sit ansigt på 100-kronesedlen - altså ingen Grieg på de dyrbare norske sedler.
Til gengæld har vores venner i Finland vel ingen grund til at komme udenom Jean Sibelius - som da også er 500 mark værd.
Intet sted i verden hylder man opfindere af et særligt musikinstrumenter så meget som i Belgien. Deres store musikalske nationalhelt hed Albert Sax og sad på den sidste 200 franc-seddel. Er man i tvivl, kan vi i dag takke Albert Sax for saxofonen.