Begejstring i Seattle
Figura hjemvendt fra USA
Det danske ensemble Figura er netop vendt hjem efter at have spillet for et begejstret publikum i Seattle. Koncertgæsterne var meget entusiastiske og ville gerne høre mere om musiklivet i Skandinavien.
Figura ensemblet spillede sammen med Seattle Chamber Players på festivalen Icebreaker. Her kan publikum fra Seattle og omegn høre ny musik fra hele verden. Det lokale ensemble har et stort og trofast publikum, og det fik Figura ensemblet lov til at mærke. Det engagerede publikum fik til gengæld mulighed for at høre musik af Steingrimur Rohloff, Anders Brødsgaard og Peter Bruun.
- De tog vældig godt imod musikken, fortæller Peter Bruun. - Det var virkelig en varm og begejstret modtagelse.
Seattle-publikummet er ikke så optaget af om musikken er ny eller gammel. De er først og fremmest bare entusiastiske, overfor de ting som Seattle Chamber Players bringer til torvs.
- De virkede til at være meget engagerede koncertgæster, men ikke udpræget ny musik-entusiaster, fortæller Peter Bruun.
Skandinavisk musikdramatik
Efter koncerten var der mulighed for at møde publikum, som til gengæld kunne stille spørgsmål til Figura ensemblet.
- De ville gerne høre om vores musikdramatiske arbejde, og de var meget interesserede i at høre om vilkårerne for at drive et ensemble som Figura i Skandinavien.
Efterfølgende har der også været skriverier i de lokale aviser i Seattle. Her var der ligeledes stor begejstring for koncerten med Figura ensemblet og Seattle Chamber Players, fortæller Peter Bruun.
Vil holde kontakten
For ham og de andre medvirkende var det især interessant at møde musikerne i Seattle Chamber Players.
- Vi kommer helt sikkert til at holde kontakt med Seattle Chamber Players fremover, og vi kommer til at lave flere projekter med dem. Det her har givet os inspiration til at komme endnu mere ud i verden, og møde andre typer af publikum.
Figura ensemblets næste projekt er en forestilling, hvor mezzosopranen Helene Gjerris synger fire bud på en moderne Medea. Medea er en furie fra den græske mytologi, der hakkede dele af sin nærmeste familie i småstykker, for at kunne flygte sammen med den mand hun elskede over alt på jorden. Forestillingen har premiere 20. marts 2010 på Københavns Musikteater (se link ude til højre).