Stravinskij: Ildfuglen

Stravinskij var den mest vidtfavnende komponist i 20. århundrede. Han begyndte tidligt, levede længe og fornyede sig konstant, så hans samlede værker er et helt katalog over det 20. århundredes musik. Ildfuglen er hans første store værk. Det er skrevet på et tidspunkt, hvor han stadig havde et elev-forhold til sin lærermester Rimskij-Korsakov. Emnet er russisk, som Rimskij-Korsakov foretrak det, og i musikken er der russiske folkemelodier, som Rimskij-Korsakov også selv arbejdede med. Instrumentationen er en opvisning i Rimskijs stil, men ligesom på de andre punkter i værket, hvor Stravinskij stadig har forbindelse til den russiske tradition, overgår han sin lærer. Ildfuglen er et pragtfuldt orgie i orkesterlyd.

Stravinskij havde aldrig skrevet balletmusik før, da tilbuddet om at komponere musikken til Ildfuglen kom fra balletmesteren Diaghilev. Som leder af en trup eksilrussere havde Diaghilev fænomenal succes i Paris med ensemblet Ballets Russes. Korpsets forestillinger med opera, ballet og musik var et udstillingsvindue for tidens moderne russiske kunst. Diaghilev havde en fortid som komponist-spire, men opdagede tidligt at han havde større talent for at samle og promovere den nye kunst. Men stor sikkerhed fik han headhuntet kunstnere til i fællesskab at udvikle den russiske modernisme. Publikum i Paris labbede det i sig, og der fandt en frugtbart udveksling sted. I Rusland måbede man således over hvor franske, de værker, som Diaghilev fik stablet på benene, lød.

Diaghilev ville lave en symbolistisk ballet over det russiske eventyr om Ildfuglen. Koreografen Fokine og scenografen Benois skruede handlingen sammen af to blandt de mange varianter, der findes af eventyret. Nu manglede man en komponist, og spurgte i første omgang Alexander Tjerepnin, der takkede nej. Derefter gik man til Anatolij Ljadov, en anden af Rimskijs begavede elever, men også han bakkede ud. Først som femte mand fik den temmelig ukendte Stravinskij chancen. Diaghilev var stødt på Stravinskijs talenter ved uropførelsen af hans orkesterstykke Scherzo fantastique samme år, og havde i første omgang benyttet ham til at orkestrere noget allerede færdig musik til Ballets Russes. Den store bestillingsopgave på Ildfuglen var Stravinskijs første opgave uden for Rusland, og han blev som beruset af at opdage, hvordan det parisiske, kosmopolitiske kulturliv passede ham bedre end det mere ensrettede Skt. Petersborg.

Handlingen i balletten om Ildfuglen drejer sig om prins Ivan, der i troldmanden Kastjejs fortryllede have fanger Ildfuglen - en fugl med magiske evner. Fuglen beder om at slippe fri, og giver Ivan en af sine lykkebringende fjer til gengæld. Den onde Kastjej har taget prinsesse Tsarevna og hendes 12 søstre til fange. Prins Ivan forelsker sig i Tsarevna, som kommer ud i haven om natten, men hun advarer ham mod at tage med dem tilbage til slottet. Ivan bliver da også taget til fange, da han kommer indenfor i paladset, men får hjælp, da han med fjeren får tilkaldt Ildfuglen. Ildfuglen fortryller med sin sang troldmanden og hans hof, og viser Ivan det magiske æg, som rummer Kastjejs onde sjæl. Ved at ødelægge ægget befrier Ivan til sidst prinsesserne og lægger Kastjejs onde verden i ruiner.

Balletten var en komplet succes, der betog det kyndige parisiske publikum med sine mange musikalske nyskabelser. Danserne havde dog haft det største besvær under indstuderingen. Stravinskij måtte deltage i de indledende klaverprøver for at hjælpe kompagniet igennem musikken, der ikke først og fremmest bæres af melodier, men af rytmer og farver. Stravinskij skelner i musikken mellem den virkelige verden og den onde, fortryllede verden. Prinsen og prinsessernes musik er ofte baseret på folkemelodier, mens fantasivæsenerne danser til flimrende og uhåndgribelige toner med anvendelse af usædvanlige skalaer. Orkestreringen er konkret og tydelig når det gælder menneskene, men rå og truende når det er Kastjej der er hovedpersonen. Ildfuglens musik er farverig og sitrende, og medvirker til illusionen om at danserinden der spiller Ildfuglen er et flyvende væsen. Modsætningen mellem godt og ondt bliver tydelig i suiten, når den yndefulde og melodiske runddans afløses brat af Kastjejs helvedesdans med knurrende messingblæsere. Den efterfølgende vuggesang har en hypnotisk stilhed i sig, og luller troldmanden i trance. I den sidste scene udvikler sig som en gåsehudsfremkaldende apoteose, hvor den onde verden synker i grus, og godheden og kærligheden sejrer i triumf. Stravinskijs brillante finale er efter næsten 100 år stadig en af de flotteste slutninger i noget musikværk