P2 Jazz-prisen til Mads la Cour
Den odenseanske trompetist Mads la Cour Langelund modtog årets DR-jazzpris ved fredagens DMA Jazz i Vega i København. Prisen består af en statuette og en cd-produktion i DRs studier.
Den unge fynske trompetist Mads la Cour Langelund sikrede sig fredag aften P2 Jazz-prisen. Den blev uddelt for fjerde gang i forbindelse med, at den danske jazzscene hædrede sig selv ved DMA Jazz 2007 på spillestedet Vega i København.
Det var DRs generaldirektør Kenneth Plummer, der uddelte prisen, som foruden en statuette består af løftet om en cd-produktion i DRs studier. P2 Jazz-prisen er siden 2004 hvert år blevet givet til et ungt talent inden for det danske jazzmiljø.
Den 26-årige Mads la Cour Langelund, der bor i Odense, har spillet trompet, siden han var otte år, og han spiller mest moderne og avantgarde-jazz. Årets prisvinder har gang i flere grupper samtidig, og han har også flere gange gæsteoptrådt i DR Big Band.
"En sjældenhed"
I sin motiveringstale kaldte Kenneth Plummer Mads la Cour Langelund for "en sjældenhed", der selv om han er ung, udtrykker sig "som en moden og erfaren musiker".
"Han kan tiltrække sig rummet fulde opmærksomhed med sit sjælfulde, overraskende og velformulerede spil og har på rekordtid etableret sig som en ny og fascinerende stemme på den danske jazzscene", sagde Kenneth Plummer, der på vegne af P2’s jazzredaktion spåede Mads la Cour Langelund "en stor fremtid".