Fletcher Henderson

Da den unge, elegante og generte Fletcher Henderson i 1920 satte kursen mod New York var det ikke med en forestilling om, at han skulle være banebryder i jazzen. Faktisk havde han slet ikke en fremtid som musiker i tankerne, selvom han nærede stor kærlighed til musikken. Nej, drømmene gik på at fortsætte sine studier i kemi og matematik for siden hen at skabe sig en karriere som kemiker.

I løbet af få år måtte Henderson dog sande, at hans egentlige forcer var som jazzmusiker. Han var en habil pianist, men det var som orkesterleder og arrangør, at han satte et uudsletteligt fingeraftryk på jazzmusikken.

Han blev en af hovedarkitekterne i skabelsen af swing æraens big band musik. Henderson ledede i sidste halvdel af 1920'erne og frem til midten af 1930'erne eet af de vigtigste store jazzorkestre. Med sin hovedarrangør, Don Redman, i spidsen lancerede Henderson en orkesterstil, der lagde grundstene for big band arrangementer/musik for årtier og blev på den måde en afgørende forudsætning for orkesterledere såsom Benny Goodman og Count Basie. Den var bl.a. kendetegnet ved at gruppere de enkelte instrumentgrupper i sektioner i vekselspil med hinanden.

Medvirkende til orkesterets kunstneriske triumf hørte også det eksklusive musiker potentiale Henderson var i besiddelse af igennem hele storhedstiden. På det punkt blev han hjulpet godt på vej af sin fabelagtige evne til at finde og udvikle solistiske talenter. Stort set alle væsentlige afroamerikanske jazzmusikere havde på et eller andet tidspunkt deres gang i big bandet i denne periode. F.eks. Lester Young, Ben Webster og ikke mindst Louis Armstrong samt Coleman Hawkins.

Trods Henderson orkesterets indlysende kvaliteter så blev det aldrig det store publikumssus. Det skyldtes i høj grad kapelmesterens manglende flair for management. Omkring 1934 var big bandets bedste år ved at være talte, og det blev opløst. Det var dog kun for en stund. Frem til 1950 stod Henderson i front for stort orkester og mindre grupper, men uden samme betydning som tidligere.

Sidste gang, hans evner virkelig kom til sin ret, var da han i umiddelbar forlængelse af glansperioden, indledte et længere varende samarbejde med Benny Goodman som dennes hovedarrangør og pianist. Men det må have været noget af en lidet fornøjelse for Henderson at se Goodman sætte gang i hele swing-feberen, opnå den store berømmelse, han aldrig fik, og så oven i købet blive udråbt til "King Of Swing". Hvis Goodman var kongen af swingmusikken, ja hvad var Fletcher Henderson så?