Billie Holiday

Med sin meget personlige stemme, der på mange måder var en reflektion på et omtumlet og mytisk liv, blev Billie Holiday en af det 20. århundredes mest værdsatte vokalister.

Hun voksede op under meget fattige kår og kom i 1929 til New York, hvor hun begyndte at synge på små klubber i Harlem. Hun blev opdaget af talentspejderen og produceren John Hammond, der skaffede hende en pladeindspilning med Benny Goodman i 1933. Det var dog først med den række af indspilninger, som pianisten Teddy Wilson fra 1935 stod for, at Billie Holiday for alvor blev bemærket.

Hun blev solist hos Count Basie og Artie Shaw og optrådte fra slutningen af 1930erne i forskellige konstellationer, ofte omgivet af tidens bedste musikere, og både musikalsk og menneskeligt blev hun stærkt knyttet til Lester Young.

Billie Holiday fortolkede et anseligt antal af jazzens fineste standardmelodier, og med små ændringer i melodi og betoninger, og via sit meget intense foredrag, fik hun sangene til at fremstå som personlige budskaber.  Problemer med stofmisbrug påvirkede i høj grad hendes liv og hendes stemme, og de sidste pladeindspilninger har da også en udpræget tragisk dimension.

Billie Holiday udgav i 1956 sin selvbiografi "Lady Sings The Blues", som i 1972 blev filmatiseret med Diana Ross i hovedrollen. Til trods for talrige kunstneriske friheder styrkede filmen interessen for "den ægte vare", og Billie Holiday er fortsat en væsentlig inspirationskilde for en lang række sangerinder inden for så vel jazz som populærmusik.