John Coltrane
John Coltrane var tidligt musikalsk aktiv og spillede tenorsaxofon fra slutningen af 1940erne med blandt andet Dizzy Gillespie, Earl Bostic og Johnny Hodges. Han vakte opsigt, da han i 1955 blev medlem af Miles Davis' kvintet, og han udviklede sit musikalske udtryksfelt, da han i 1957 spillede på Five Spot i New York med pianisten Thelonious Monk.
I årene 1958-1960 spillede John Coltrane atter med Miles Davis, blandt andet på mesterværket 'Kind of Blue' i 1959. Samme år indspillede han i eget navn 'Giant Steps', en ultimativ klassiker i hardbop-jazz, og året efter dannede han egen kvartet og lod sig tillige høre på sopransaxofon.
Han indspillede Richard Rodgers' musical-melodi 'My Favorite Things', og både værket og den langstrakte, modale form, videreudviklede han i resten af sit liv. Sammen med sin "klassiske" kvartet med pianisten McCoy Tyner, bassisten Jimmy Garrison og trommeslageren Elvin Jones nåede han i årene 1962-65 et enestående emotionelt udtryk, som næppe er overgået af nogen anden jazzgruppe.
Udtrykket var ekspressivt, men kunne også være lyrisk, blandt andet på 'Ballads' og på indspilningerne med sangeren Johnny Hartman, og der kunne være stærke religiøse elementer, som det kan høres i suiten 'A Love Supreme' fra 1964.
I sine sidste år spillede John Coltrane primært med sin kone, pianisten Alice Coltrane samt med trommeslageren Rashied Ali og saxofonisten Pharoah Sanders, og han bevægede sig mere og mere hen imod en voldsom og spirituelt ladet form for free jazz.
Diskografi
Udvalgte udgivelser:
- Blue Trane (1957)
- Giant Steps (1959)
- My Favorite Things (1960)
- Duke Ellington and John Coltrane (1962)
- Ballads (1962)
- Ascension (1965)
- A Love Supreme (1965)
- Live In Japan (1966)