Copenhagen Jazzfestival på P2
Trommerslageren Kresten Osgood - en af de unge jazzmusikere du kan høre, når P2 sender fra Copenhagen Jazzfestival 2006
P2 sender fra udsolgte koncerter og interviewer de store stjerner og lovende talenter under Copenhagen Jazzfestival 2006
Copenhagen Jazzfestival 2006 løber af stablen i dagene 7. til 16. juli. Festivalen byder på et væld af interessante navne - og en del af disse vil kunne høres på P2. Vi følger jazzen rundt i alle afkroge og sender direkte radio fra festivalens epicenter.
Jazztimen flytter ud af Radiohuset
Nu-jazz, tradjazz, bebop, world og swing. Alle jazzens konfigurationer tages med, når Jazztimen i anledning af Copenhagen Jazzfestival sender direkte fra Borups Højskole.
Her - i festivalens midte - sidder Peter H. Larsen og Nina Ørum klar ved mikrofonerne. Jazztimens festivaludsendelser vil byde på anmeldelser og omtaler af koncerterne, og aktuelle koncertnavne - hovednavne såvel som morgendagens stjerner - vil blive inviteret indenfor i studiet.
Hver dag sender Jazztimen fyldige klip fra nogle af festivalens velbesøgte koncerter. Således kan P2’s lyttere fredag 14. juli høre en times sammendrag af den udsolgte koncert i Operaen med Herbie Hancock. I løbet af ugen kan man også høre festivaltoner fra John Scofield, Kenny Barron - og unge, danske jazzkometer såsom Søren Kærgaard, Jakob Bro, Anders Christensen og Kresten Osgood.
Ung jazzkomet i Radiohuset
Radiohuset danner onsdag 12. juli kl. 20 de fysiske rammer om en koncert med den unge, amerikanske pianist Robert Glasper.
27-årige Glasper, der er aktuel med albummet 'Canvas' på det hæderkronede jazzlabel Blue Note, er af flere jazzmedier blevet nævnt, som en af sin generations mest talentfulde tangentspillere.
Koncerten i Radiohusets studie 3 onsdag 12. juli spiller han i selskab med bassisten Vincente Archer og trommeslageren Damion Reid.
Koncerten vil - ligesom det er tilfældet med de øvrige jazzfestivalkoncertoptagelser - blive sendt i sin helhed i løbet af efteråret, men man kan få en forsmag på optagelsen i P2's festivaludsendelse fra Borups Højskole en af de efterfølgende dage.
Copenhagen Jazzfestival på P2
-
Mandag 10. juli:
kl. 19-20: Jazztimen live fra Borups Højskole
-
Tirsdag 11. juli:
kl. 19-20: Jazztimen live fra Borups Højskole
-
Onsdag 12. juli:
kl. 19-20: Jazztimen live fra Borups Højskole
kl. 20-22: Koncert med Robert Glasper - live fra Radioshuset
kl. 22-23: Festivalradio med Master Fatman - genudsendelse fra DR Jazz
-
Torsdag 13. juli:
kl. 19-20: Jazztimen live fra Borups Højskole
-
Fredag 14. juli:
kl. 19-23: Jazztimen - udvidet særudsendelse