Ralf Christensen

Mit musikalske liv tog sin begyndelse med Kaj & Andrea og så ABBA, der var familiens et og alt.

Min første personlige vækkelse foregik i starten af 80'erne foran radioen og med kassettebåndoptageren klar til optagelse af Kim Schumachers stemme og importerede plader med electro, hip hop og house fra USA. Siden uddøde electroen for en stund, hip hoppen blev for socialrealistisk, og house for diskoteksfikseret og stofglad. Så i stedet kastede jeg min kærlighed på new romantics' eyeliner-pop.

Men en dag i sen-80'erne var pop og især synthesizeren pludselig udtryk for falskhed i mine ører, og jeg blev forfærdelig frelst. Kun guitar-bas-tromme-konstellationen duede - helst spillet af mennesker med "noget på hjerte". Hvad det så end betyder.
Siden udvidede min glæde ved guitaren sig til støj og shoegazer-rock hos fra My Bloody Valentine, Swervedriver og Boo Radleys, der sprængte hul i mine ideer om rock - samtidig med at Talk Talk uden for enhver kategori sprængte hul i min virkelighedsopfattelse.

Det var først i starten af 90'erne med den såkaldt intelligente techno og ambient house fra England og siden triphop og drum'n'bass, at jeg genforelskede mig i maskinernes og pladespillernes mange muligheder for eventyr i fremmede universer og anderledes udtryksformer. Det var som at vende hjem igen. Og jeg lærte at nyde at danse, selv om det sikkert ikke er en nydelse at se på.

Den kærlighed har holdt ved, men jeg har heller aldrig mistet kærligheden til anderledes rock - om det så er originale arkæologer, jazz-influeret post-rock eller freak folk. Animal Collective, Grizzly Bear og Dirty Projectors sætter ild i anlægget. Men det gør Ricardo Villalobos, Stimming og Burial også.
Og i mellemtiden har jeg også opdaget avantgarde og kompositionsmusik samt de væsensforskellige traditioner på Balkan, i Mellem- og Fjernøsten, i Afrika og Brasilien. Og jeg har genopdaget hiphop, electro og ikke mindst popmusikken. Jeg elsker poppens berusende forførelse og hader dens fordummende bedøvelse.

Jeg leder efter fornemmelsen af hastighed og tyngde i musik.

Fornemmelsen af hastighed: Når en nytænker transporterer mig et sted hen, jeg aldrig eller sjældent har været i min musikalske verden. Man lytter til uventede lovløsheder med en perlende fornemmelse af vægtløshed i krop og sjæl.

Fornemmelsen af tyngde: Når et stykke musik eller en musiker anslår en dyb emotionel eller intellektuel streng i lytteren. Får kroppen og/eller sjælen til at resonere i genkendelsen af noget dybtliggende, noget personligt, men måske også fælles. Man oplever sammenhæng, og en fornemmelse af at være forstået, af at forstå, måske endda af at være elsket.

Jeg tror, at nytænkning og resonans, fornemmelsen af hastighed og tyngde er de vigtigste oplevelser, man kan give til lytterne. Og det vil jeg blive ved med at forsøge på.