Martin og Ketil går klassisk
29. jun. 2011 15.45 De to voksne legebørn Martin og Ketil går på opdagelse i den klassiske musik. Martin og Ketil er et fænomen blandt danske børn og unge - kendte fra et populært Tv-program Naturpatruljen, der siden 90'erne har udforsket biologien med bl.a. konceptet "gæt en lort". De to har altid en guitar og en jødeharpe ved hånden og kaster sig gerne ud i en sjov sang.
I programmet "Martin og Ketil går klassisk" henvender de sig til dem, der forbinder lyden af klassisk musik med filmlærredets store følelser, men ikke nødvendigvis kan nævne en klassisk komponist ved navn.
Lytteren tænder på genrens intense stemninger, men har brug for gode guider, der kan føre dem længere ind i universet. Martin og Ketil har en drenget nysgerrighed og deres specielle ping-pong samtalestil karakteriserer programmet. Martin er vidende og talende, mens Ketil er reflekterende og sansende.