Hæderspriser
01. nov. 2011 19.30 Tirsdag den 1. november 2011 blev Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris på i alt 1,8 million kroner uddelt ved en koncert i Den Sorte Diamant i København. Prisen gik til tre vidt forskellige prismodtagere, der altså kunne gå hjem med 600.000 kroner hver.
Den første pris gik til komponist Thomas Agerfeldt Olesen, den anden til komponist og jazz-pianist Finn Savery, og den tredje pris fik Den Danske Strygekvartet.
Der er penge i musikken
Carl Nielsen var som ung komponist modtager af Det Ancherske Legat på 1800 kroner, der dengang var dansk musiklivs største legat. Til sammenligning var Carl Nielsens årsløn som kapelmusiker på 1200 kroner, så det var noget der battede i 1890. Dengang var det ikke helt nemt for Carl Nielsen at leve af musikken.
Siden da er der sket en hel del. I 1957 stiftede Carl Nielsens to døtre Carl Nielsen Legatet, der siden har administreret indtægterne fra Carl Nielsens musik, og uddelt legater og hæderspriser. Den første hæderspris blev uddelt i 1959 og gik til komponist og professor Vagn Holmboe. De første år uddelte man kun en enkelt pris, der på det tidspunkt beløb sig til 15.000 kr.
Solgte rettigheder
Men i løbet af de sidste 20-25 år er Nielsens musik blevet mere og mere populær, så der i dag er flere penge i kassen til uddeling blandt de danske musikere og komponister. Det fortæller advokat Søren Bagger, der er administrator for legatet.
- Det er primært de klassiske værker som fx Carl Nielsens symfonier, der har spillet penge ind til fonden. Hans ellers så populære sange har ikke givet så meget. Men det skyldes også, at Carl Nielsen i sin tid solgte rettighederne til mange af sine kendte sange til et forlag for 35 kroner!
Men selvom Carl Nielsen Legatet altså er gået glip af indtægter fra flere af Nielsens sange, så er det alligevel gået så godt, at der er i alt 225 millioner kroner i kassen i dag.