Blev tvunget til at begå selvmord
13. jan. 2011 19.30 P2Tjajkovskij blev ofte anklaget for at skrive hysterisk musik. Hvad det angår, overgik han sig selv med sin 6. Symfoni, som han stemplede 'Pathétique' - den følelsesladede symfoni.
- Symfonien er gennemsyret af subjektive følelser, skrev Tjajkovskij. - Da jeg planlagde den, græd jeg ofte voldsomt. Jeg elsker den, som jeg aldrig tidligere har elsket en af mine kompositioner.
En privat tragedie
Den 6. Symfoni blev uropført i 1893 - og ni dage senere var han død. At symfoniens indhold skulle have forbindelse med Tjajkovskijs egen død har været med til at fastholde musikkens greb om lytterne lige siden dens tilblivelse.
I symfonien fortæller Tjajkovskij en passioneret tragedie, der virker meget privat. Første sats er en hel krig mellem lykke og ufred. Sjælen er under bombardement af onde kræfter. Anden sats lyder som en blid vals, men er det ikke. Den fører sig elegant frem, men sidder fast i den akavede taktart 5/4, der får musikken til at halte.
Tredje sats lader marchfanfarer buldre frem i fantastisk pragt, mens fjerde sats er en smertelig afsløring af, hvad der i virkeligheden gemmer sig bag al den glans og perfektion: Sorg, angst, depression. Det er en af de sorteste afslutninger i en symfoni.
Indkaldt til en æresdomstol
Det var Tjajkovskijs homoseksualitet, der plagede ham. Den russiske musikforsker Alexandre Orlova lancerede i 1979 en temmelig overbevisende teori om, at han endda blev tvunget til at begå selvmord, da en affære mellem ham og en ung mand fra aristokratiet stod foran at blive afsløret.
En flok af Tjajkovskijs bekendte skulle have indkaldt ham til en æresdomstol, som han efter fem timer forlod ligbleg i ansigtet. Få dage senere drak han ved en middag et glas urenset vand - der var på det tidspunkt koleraepidemi i Skt. Petersborg, og ukogt vand var en sikker kilde til forgiftning. Næste morgen var Tjajkovskij syg, og 16 dage efter det fatale glas vand var han død.