100-års fødselsdage
DR VokalEnsemblet hylder tre komponister, der tilsammen fylder 300 år. De har taget turen fra radioens fødsel, over grammofonpladens triumf, tv's sejr og to mørke verdenskrige. Hør musik af Benjamin Britten, Jørgen Jersild og Svend S. Schultz.
Som antiautoritær elev og besværligt vidunderbarn dyrkede komponisten Benjamin Britten de store fra fastlandet: Mahler, Berg og Stravinskij. Det var nogenlunde det værste, en engelsk komponist kunne gøre. Tilmed var han erklæret pacifist og homoseksuel, og han kom længere ud af skabet, end andre turde.
I alt skrev Britten 800 stykker musik, før han var tilfreds nok til at udgive sit opus 1. Så kom værkerne strømmende. Alle kontroversielle, mange med politisk indhold, inspireret af tolvtoneteknikken, men uteoretiske og smukke. Brittens musik lyder godt – kortere kan det ikke siges.
I en sidefløj til et slot
Når en dansker er optaget af fransk kultur, bruger hans kolleger ofte udtryk som 'Gallisk esprit' om hans væremåde, og det er ikke altid venligt ment. Jersild havde kun studeret tre måneder i Paris, men han levede på den franske inspiration resten af livet.
Han boede i en sidefløj til det gamle Søllerød Slot, og havde mange stillinger og titler: Programsekretær i Statsradiofonien, magister i musikvidenskab, senere professor i hørelære og komposition og musikanmelder.
Svend S. Schultz var en fin pianist, en god dirigent og en dygtig komponist. Dog blev han efter eksamen på konservatoriet ansat som korinstruktør ved Statsradiofonien. Det blev et krævende, men lykkeligt ægteskab gennem 34 år.
Ved siden af var der alligevel altid tid til at en strygerserenade her, og en blæserkvintet der, og det væltede ind med bestillingsopgaver til radio, tv, teatre og film.
Benjamin Britten, Jørgen Jersild og Svend S. Schultz ville alle være fyldt 100 år i 2013. Det fejres ved koncerter over hele landet. Koncerten her er optaget i Christians Kirke i København 29. januar 2013.