Britten: Deus in adjutorium meum
Som antiautoritær elev og besværligt vidunderbarn dyrkede komponisten Benjamin Britten de store fra fastlandet: Mahler, Berg og Stravinskij. Det var nogenlunde det værste, en engelsk komponist kunne gøre. Tilmed var han erklæret pacifist og homoseksuel, og han kom længere ud af skabet, end andre turde.
I alt skrev Britten 800 stykker musik, før han var tilfreds nok til at udgive sit opus 1. Så kom værkerne strømmende. Alle kontroversielle, mange med politisk indhold, inspireret af tolvtoneteknikken, men uteoretiske og smukke. Brittens musik lyder godt – kortere kan det ikke siges.
Her går senromantisk og moderne musik hånd i hånd. I 1937 indledte han sit livslange samarbejde med tenoren Peter Pears. Det store gennembrud kom i 1945 med operaen Peter Grimes, som var en fornyelse af operabegrebet. Rejser til Østen inspirerede til eksotiske værker, der både lyder af Japan, Bali og Suffolk.
Til åbningen af Katedralen i Coventry skrev han sit War Requiem, der er et langt forsvar for pacifisme. Nordpå, i Aldeburgh, langs østkysten, fandt Britten fred, ro og udsigt over det hav, han ikke blev træt af at beskrive i toner; og der grundlagde han en festival, som blev et af Europas musikalske brændpunkter.
Det lykkedes at få Sovjetmusikere til England. Det førte til nye kompositioner til cellisten Rostropovitj, idéudveksling med komponisten Sjostakovitj og firhændigt klaverspil med legenden Svjatoslav Richter. I 1970erne satte han musik til Thomas Manns sensuelt morbide Døden i Venedig – det blev hans sidste opera. Han sagde nej til hyldest, titler og udmærkelser, men takkede ja, da dronningen udnævnte ham til Baron Britten af Aldeburgh. Han gjorde den lille kystby verdensberømt, og nu ligger Baron Britten på kirkegården ved siden af sin ven Sir Peter Pears.
Benjamin Britten ville være fyldt 100 år i 2013. Det fejres ved koncerter over hele landet. Koncerten her er optaget i Christians Kirke i København 29. januar 2013.