Beethoven: Symfoni nr. 4
24. januar 2013 kl. 19:20
på P2 Symfoni nr. 4 har den mindste besætning af alle Beethovens symfonier. Det skyldes, at Beethoven skrev symfonien til et privatorkester, der tilhørte en vis greve Oppersdorf.
Beethoven brugte derfor en besætning magen til den, som greven havde til rådighed. Samtidig ser Beethoven sig lidt tilbage, for greven var især begejstret for hans Symfoni nr. 2, og Beethoven leverede derfor et værk i samme stil.
Det blev til hans nok mest optimistiske symfoni overhovedet. Førstesatsens munterhed har man prøvet at forklare med, at Beethoven netop på denne tid var tæt på at forlove sig med en komtesse. Selv om han aldrig blev gift, var han så tæt på en traditionel borgerlig lykke, som han nogensinde kom.
Måske kærligheden også smittede af på 2. sats, en charmerende adagio med tilføjelsen "cantabile" (sangbart). Det smukke tema, der præsenteres af violinerne og siden af træblæserne, følges af et dunkende hjerteslag i akkompagnementet. Er det kærlighedsmusik? Måske - men ægteskab kom altså aldrig på tale.
I sidste sats afrunder Beethoven med overdådigt humør og stor livsglæde. Alligevel er det 3. sats, der er den vildeste og mest 'moderne'. Her hører man, at Beethoven erstatter den gammeldags, statelige menuet med en fræk scherzo.
Musikken er fuld af hoppende rytmer, dynamikken er kraftigere, og hele satsen meget mere abrupt, end noget man havde hørt før.
Beethovens 4. Symfoni blev spillet første gang i 1807 og var i hans egen levetid en af hans mest elskede symfonier. Efterhånden begyndte den at blive klemt mellem de mastodontiske
symfonier nr. 3. og 5. Komponisten Robert Schumann omtalte den med kærlig nedladenhed som "en slank, græsk pige mellem to nordiske kæmper". En holdning, der heldigvis ikke længere er så udbredt.