Berlioz: Symphonie fantastique
24. januar 2013 kl. 19:20
på P2 Berlioz var en ægte romantisk kunstner, der kunne vende sine plager til noget kreativt. Over sine heftige kærlighedssorger skrev han et af 1800-tallets utroligste musikværker: Symphonie
Fantastique ("Den fantastiske symfoni").
Efter 180 år er symfonien stadig noget helt usædvanligt. Den har en sensationel orkesterbehandling og en hæmningsløs dynamik.
Den dropper de gammeldags standarder for satsernes typer og rækkefølge. I stedet er den opbygget over et enkelt tema, der forvandles til noget nyt i hver sats. Det hele har en
sammenhængende 'handling' - er endda er selvbiografisk.
I symfonien fantaserer Berlioz om sin drømmekvinde. Hver gang han tænker på hende, hører man et gennemgående tema, en "idée fixe", som distraherer ham konstant. Hvor han end drager hen, dukker hun op i hans tanker. I et fortvivlet selvmordsforsøg tager komponisten en overdosis opium. Men i stedet for at tage livet af ham tvinger narkotikaen ham ind i en sygelig søvn, hvor hans følelser bliver erstattet af lyde og visioner.
Berlioz forlangte, at publikum fik udleveret et trykt referat, der fortæller, hvad symfonien præcist handler om: "Dette program svarer til teksten i en opera og er uundværligt for en fuld
forståelse af værkets dramatiske forløb."
Her er et sammendrag af Berlioz' vejledning:
Første del: Dagdrømme, passioner.
Kunstneren mindes sit sinds utilpashed og de meningsløse glæder, dengang han endnu ikke havde set sin elskede. Da inspireres han pludselig af den eksplosive kærlighed, af deliriske
plager og anfald af jalousi.
Anden del: Et bal.
Han ser igen sin elskede ved et glitrende bal.
Tredje del: Scene på landet.
En sommeraften på landet hører han to hyrder kalde på hinanden. De smukke omgivelser genopretter roen i hans hjerte. Men da viser hun sig for ham igen, og han forstyrres af
pinefulde tanker. Den ene hyrde genoptager sin kalden, men denne gang svarer den anden ikke. Solen går ned. Fjern torden. Ensomhed. Stilhed.
Fjerde del: March til skafottet.
Han drømmer, at han har slået sin elskede ihjel og nu skal henrettes. De tunge skridt til skafottet ledsages af en march. Til slut hører han sin "idée fixe" som en sidste kærlighedstanke, inden kniven falder.
Femte del: Drøm om en heksesabbat.
Han ser sig midt i en skare af spøgelser, troldmænd og uhyrer, der er forsamlet til hans egen begravelse. Den elskede melodi viser sig igen, men har mistet sin ædle natur. Den er nu en
vulgær dansemelodi - det er hende, der kommer for at slutte sig til det djævelske orgie. Klokken kimer, og heksene danser til en parodi på begravelseshymnen Dies irae."
Berlioz' drømmekvinde var den irske skuespillerinde Harriet Smithson, som han i 1827 havde oplevet på scenen. Det lykkedes ham faktisk at erobre hende et par år senere, men
ægteskabet blev ironisk nok som en ond drøm. Deres samliv blev ædt op af de tos voldsomme kunstnertemperamenter, af Berlioz' stofmisbrug og Smithsons alkoholisme.