Schubert: Symfoni nr. 4
I centrum for denne Torsdagskoncert står en af Nordens mest alsidige musikere: John Storgårds fra Finland. Han er både violinist og dirigent, og han mestrer både den gamle musik og den helt nye.
Først er han selv solist i Bachs Koncert for to violiner. Hans makker bliver Soo-Jin Hong. Derefter leder Storgårds den første opførelse af et helt nyt dansk værk. Det er komponisten Karl Aage Rasmussen, der har skrevet musikken. Karl Aage Rasmussen har i over 30 år været toneangivende i den nye danske musik, og hvert nyt værk fra hans hånd skaber opmærksomhed.
Efter pausen overtager John Storgårds årets Schubert-stafet. DR SymfoniOrkestret opfører i 2012 samtlige symfonier af Schubert, og Storgårds har fået æren af at dirigere den 4. Symfoni. Det er Schuberts mest intense symfoni: Et temperamentsfuldt stykke, som viser en udadvendt og lidenskabelig side af den følsomme komponist.
Hør optagelserne fra Koncerthuset i DR Byen 22. marts 2012.