Sibelius: Symfoni nr. 2
Sibelius’ 2. symfoni er en af de mest populære af hans syv symfonier, og det er berusende orkestermusik. I første sats drysser han musikkens elementer ud på bordet, som om det var puslespilsbrikker. Den nærmere sammenhæng viser sig først lidt efter lidt.
Da Sibelius skrev den dystre 2. sats, forestillede han sig den scene i Mozarts opera Don Juan, hvor hovedpersonen møder Døden i form af en statue af sten. To fagotter sætter ind med en melodi, tonen er gysende mørk og klam.
I 3. sats står det hurtige og viltre overfor det langsomme og beroligende. Satsen smelter sammen i finalen, i en fantastisk overgang. Musikken har udviklet sig til noget udpræget heroisk, og mod slutningen forvandler det heroiske sig til noget rent ud guddommeligt.
Hør symfonien ude til højre her på siden. Det Kongelige Kapel bliver dirigeret af John Storgårds. Koncerten er optaget 21. oktober 2011 i Operaen på Holmen i København.