Orv, der er orgel

Fransk orgelaften
Det store, nye orgel i Koncertsalen har fået en hård medfart i det halve år, det har haft piberne klar.

Så der er ganske sikkert nerver på blandt de 6000 piber til den franske orgelaften, der diskes op med i Koncerthuset.

Der er to store værker i vente. Messiaen's L'Ascension har vi allerede stiftet bekendtskab med i foråret, men for elskere af både symfonisk musik og orgelmusik har Saint-Säens' 3. symfoni for orgel været ventet på programmet, og inden for begge genre er det noget af det bedste overhovedet.

Orgelsymfonien
Begrebet orgelsymfoni er ikke ukendt, men det henviser normalt til symfonier med flere satser skrevet for soloorgel, der gør det ud for et helt orkester. Franskmanden Charles-Marie Widor var en af genrens hovedskikkelser, men hans symfonier har nu aldrig opnået samme popularitet som Saint-Säens' Orgelsymfoni.

Som Beethoven gjorde i sin 9. symfoni med koret og solostemmerne, således gjorde Saint Säens med orglet og det viser alle facetter af det vældige instrument.

Symfonien var egentlig skrevet i to dele, hvor orgelet spiller i begges sidste dele, men siden er strukturen opdelt i de traditionelle fire satser, og man hører først orglet i den smukke adagio i 2. sats, hvor orglet spiller lækre bastoner til det smukke tema fra strygere og træblæsere. Man fornemmer knapt orglet og hvor frækt er det ikke at vente med at introducere monstret til en fjerdel af hele værket er gået og så på en så forfinet måde.

Det kan man til gengæld ikke påstå er sandt for orglets genkomst i finalen. Først skal man dog lige igennem den kvikke tredje sats, der introducerer skalaer i firehændigt klaver (og det ser man nu heller ikke hver dag) og samler op på temaer og peger frem mod det musikalske klimaks i den simple C-dur.

Når det sker, må man overgive sig til skæbnen. Majestætisk bliver man blæst bagover af de vældige orgelakkorder, der indleder finalen og siden sammen med klaveret kaster sig over den simple melodi, som de fleste sikkert kender både i den originale version og den popversion, der hundrede senere blev et hit verden over.

Saint-Säens skrev dette værk i 1886 og skulle overleve det med 35 år, men vidste godt dengang, at han aldrig ville skrive noget lignende.

"Nu har jeg givet alt, hvad jeg har" sagde han efterfølgende. Hans kollega Gabriel Fauré sagde om værket til dets ophavsmand: "Det vil overleve os begge, selvom vi lægger vores aldre sammen". Fauré var da 41 og Saint-Säens 51, så Fauré havde ret, for nu 125 år efter dets tilblivelse er det stadig populært og lige til at gå til.

Udover det helt åbenlyse samtaleemer, orglet, har Saint-Säens nu heller ikke skrevet værket uden humor. Værket er dedikeret til mindet om Franz Liszt, der døde kort inden fuldførelse, og oplagt er det selvfølgeligt, at indføre både klaveret og orglet i en symfoni dedikeret netop til Liszt.

Lytter man efter kan man høre Saint-Säens gengive melodien fra Liszts Totentanz, der igen er skrevet over Dies Irae fra en mørk middelalderlig fortid. Og komponisten har måske vidst, at han stod med noget potentielt brandfarligt på ærmet, da han skrev værket til London Philharmonic Society, der havde bestilt det.

"Det bliver frygteligt. Jeg advarer dig. Denne lille satan af en symfoni vil ikke blive i H-mol, så nu er det gået en halvtone op og er nu i C-dur. Det bliver en lykke for mig at dirigere det, men vil det blive en lykke for publikum at høre det? Det er spørgsmålet, men I bad om det og jeg vasker nu mine hænder", skrev han til en sekretær hos LPS, da han introducerede tanken om et stort orkester inkluderende et orgel og to flygler.

Værket er umådelig populært og det har også sat sit tydelige præg på hitlisterne over klassiske værker. I England ligger det nummer tre på en liste baseret på koncertbilletter og cd-salg og i den amerikanske pendant ligger det nummer 7.

Det bliver DRSO's Per Salo, der har den glæde at sidde ved orglets tangenter denne aften.

DRSO, Marc Soustrot, Inger Dam-Jensen (sopran)
Messiaen: L'Ascension
Hans Gefors: Sangcyklus for sopran og orkester (Uropførelse)
Camille Saint-Säens: 3. symfoni for orgel