Første symfonier fra Mahler og Bernstein

Klassisk musiks første superstjerne
Leonard Bernstein er om nogen en superstjerne indenfor klassisk musik i det 20. århundrede, hvor man fik sådan nogle superstjerner. Han er en af verdens mest elskede dirigenter og kendt for sit engagement med New York Philharmonic, hvor han var leder fra 1958-69.

Indtil da var han gæstedirigent og debuterede netop hos New York Philharmonic i 1943 i en af de mest særprægede debuter nogensinde.

Den berømte debut
Den 14. november 1943 var en søndag, og i Carnegie Hall skulle NY Philharmonics spille deres ugentlige søndagskoncert, som dengang blev sendt live til hele USA. Aftenen før havde chefdirigent Bruno Walter taget orkestret igennem programmet til en koncert, mens Leonard Bernstein, der var netop var blevet ansat som assisterende dirigent, var andetsteds i byen til en uropførelse af et af sine egne værker.

Også den 25-årige Bernstein forstod at fejre sådanne begivenheder, så han sad det meste af natten ved klaveret med en smøg i kæften og en drink indenfor rækkevidde, gik hjem kort før solen igen stod op over New York og fik derpå et opkald om, at chefen havde lagt sig med influenza, og at han godt kunne beflitte sig på at debutere uden prøve med krævende størrelser som Schumanns Manfred-ouverture, Richard Strauss' Don Quixote, Wagners præludium til Mestersangerne og et nyt værk af Miklos Rozsa. Trods tømmermænd gik koncerten over al forventning.

Mahler og det politiske engagement
Udover sin egen musikalske karriere, der inkluderer tre symfonier, en række balletter og Oscar-vindende filmmusik var Bernstein også ambassadør for en række miskendte genier.

Han kan om nogen takkes for at bringe den komplicerede Mahler, der også var leder for New York Philharmoics fra 1909-11, frem i lyset ved at indspille alle hans symfonier. Også vores egen Carl Nielsen kan takke Bernstein. Han indspillede en række Carl Nielsen-symfonier og gjorde fynboen berømt udenfor Danmark. Da Bernstein i 1965 mod Sonnings Musikpris kvitterede han  med at dirigere Det Kongelig Kapel i Nielsens 3. symfoni.

Udover det musikalske engagement var Bernstein også politisk engageret i en række dengang brandfarlige bevægelser. Han afholdt i 1960'erne i en fundraiser for Black Panthers og kæmpede for bedre rettigheder for homoseksuelle. Bernstein var selv biseksuel og forlod en periode sin hustru for at leve med sin mandlige elsker.

Den berygtede finale
Leonard Bernstein nåede at dirigere helt frem til sin død. Han blev engageret til at dirigere Beethovens 9. symfoni i anledningen af murens fald i Berlin, og han ændrede Schillers berømte tekst Ode an die Freude til Ode an die Freiheit med kommentaren, at han var sikker på, at Beethoven ville godkende denne lille forandring.

Det skete juledag 1989. Året efter var han død.

Den 19. august dirigerede han Brittens Four Sea Interludes og Beethovens 7. symfoni med Boston Symphonics. Mit i Beethoven fik Bernstein et hosteanfald, der nær havde fået ham til at stoppe koncerten, men i vanlig stil gik han igennem værket trods problemerne, ligesom i den tømmermændsramte debut.

Men hosteanfaldet var et symptom på noget værre. Bernstein havde røget hele sit liv og havde store helbredsmæssige problemer. I oktober måtte han offentligt erklære sig pensioneret, men hans otium varede kun fem dage, for den 14. oktober 1990 døde Bernstein i sin lejlighed i den berømte Dakota-bygning (der hvor John Lennon - et andet stort geni - blev skudt).

Mester Jakob til begravelse
DRSO har de seneste tre sæsoner haft alle Mahlers symfonier på programmet og årets første Mahler-symfoni bliver også den første fra hans hånd.

Symfonien skrev Mahler i årene fra 1884 til 1888, men omskrev værket kraftigt i 1894. Det er løst baseret på den tyske forfatter Jean Pauls roman Titan fra begyndelsen af 1800-tallet. Romanen handler om det oversete geni, der har så store talenter, som verden ikke har brug og ender med selvmordet.

Det er måske denne figur, som den unge Mahler, har spejlet sig i. Dog har han senere, og givetvis fordi han slet ikke blev så overset, trukket udsagnet tilbage.

Som alle Mahler-symfonier er der knald på i finalen, men en af de mest interessante ting ved denne første symfoni er tredjesatsens leg med melodien Mester Jakob, som spilles i en melankolsk mol.