Elgars populære symfoni
Torsdagskoncert 07. januar 2010 kl. 19:30
på
P2
Program:
Ludwig van Beethoven: Klaverkoncert nr. 5, Kejserkoncerten
Edward Elgar: Symfoni nr. 1
Kejserkoncerten
Det royale appendiks til titlen på Beethovens Klaverkoncert nr. 5 er som mange vedhæftede titler ikke en, Beethoven har fundet på. Men kigger man objektivt på koncerten passer den kejserlige beskrivelse vel sagtens meget godt til fx første sats storhed i klaverspillet. Den stille og smukke andensats er i al sin enkelthed klavermusik a la Beethoven, når det er bedst og minder om hans egne dejlige klaversonater og peger frem mod Chopin.
Det blev Beethovens sidste koncert for noget instrument, da han færdiggjorde den i 1811 og var nok en af konsekvenserne af den døvhed, der efterhånden havde ramt ham totalt i disse år. Derfor spillede han heller aldrig koncerten offentligt.
Elgars populære symfoni
Edward Elgar skrev sin Symfoni nr. 1 i 1907-08 og i dens første leveår blev den spillet mere end 100 gange. Året efter skrev han sin Symfoni nr. 2 og der skulle gå godt 25 år før han i 1930'erne begyndte sin Symfoni nr. 3, der dog heller aldrig blev fuldført før Anthony Payne fra årene 1972-97 gjorde den helt færdig.
Elgar ville gerne en dag dedikere et værk til en stor militærpersonlighed, ligesom Beethoven havde gjort med sin Eroica til Napoleon (for siden af trække sin dedikation tilbage). Selv om Symfoni nr. 1 er dedikeret til Hans Richter, så er det foreslået, at inspirationen til symfonien kommer fra en vis General Charles George Gordon, der fik en krank skæbne.
Gordon gjorde tjeneste i Britiske Imperiums store udvidelse i Kina og i Nordafrika. I det nuværende Sudan mødte han sin skæbne og blev dræbt af den lokale Mahdis soldater, halshugget og til skræk og advarsel blev hans hoved sat til skue i et træ, hvor folk kunne glo i foragt, børn kunne kaste med sten og kragerne kunne cirkle rundt over resten af liget. Historien er foreviget i filmisk format i Khartoum med Charlton Heston i hovedrollen som Gordon og Laurence Olivier som Mahdien.