Vivaldi: De fire årstider

Vivaldis 'Fire årstider' - 'Le quattro Stagioni' - er i virkeligheden fire violinkoncerter.

De blev udgivet i 1725 i Amsterdam sammen med otte andre af hans koncerter. Samlingen var hans opus 8, og Vivaldi gav den en titel: "Il cimento dell'armonia e dell'invenzione" - kampen eller dysten mellem harmonien, forstået som kompositionen, og fantasien eller inspirationen.

Vivaldi satte et lille beskrivende digt eller en sonet foran hver af de første fire violinkoncerter, digte som beskriver de fire årstider, og han gjorde det så programmatisk, at han inde i partituret gentager digtets linjer over de relevante steder i musikken.

'De fire Årstider' er altså programmusik, sådan har Vivaldi tænkt dem, men de kan naturligvis sagtens høres som musik og kun musik. Hver koncert har tre satser: hurtig - langsom - hurtig.

Læs sonetterne til De fire Årstider

Quiz med Schumann og Vivaldi

Pudderparykker, klosterskoler og svigefulde beskyttere - hvad ved du egentlig om Schumann og Vivaldi?

Åbn quizzen

 

 

 

La Primavera - Foråret
Giunt' è la Primavera e festosetti
La Salutan gl' Augei con lieto canto,
E i fonti allo Spirar de' Zeffiretti
Con dolce mormorio Scorrono intanto:
Vengon' coprendo l' aer di nero amanto
E Lampi, e tuoni ad annuntiarla eletti
Indi tacendo questi, gl' Augelletti;
Tornan' di nuovo al lor canoro incanto:
E quindi sul fiorito ameno prato
Al caro mormorio di fronde e piante
Dorme 'l Caprar col fido can' à lato.
Di pastoral Zampogna al suon festante
Danzan Ninfe e Pastor nel tetto amato
Di primavera all' apparir brillante.

Foråret er kommet tilbage,
og de glade fugle hilser det med deres muntre sang;
og bækkene, som er befriet ved Zephyrs blide ånde,
strømmer af sted med sød mumlen.
Med slør af mørke, som dækker himlen,
kommer lyn og torden for at udråbe det til konge; 
men når deres vrede er udøst og svinder hen,
høres fuglene synge sødt endnu en gang.

Liggende på en blomsterfyldt eng
med sin trofaste hund ved siden
slumrer gedehyrden ind, inddysset af blid susen.
            
Hyrdefløjtens klang lyder over engene,
og nymfer og hyrder byder det strålende forår velkommen
med dans under en smilende himmel.

L'Estate - Sommeren
Sotto dura Staggion dal Sole accesa
Langue l' huom, langue 'l gregge, ed arde il Pino;
Scioglie il Cucco la Voce, e tosto intesa
Canta la Tortorella e 'l gardelino.
Zeffiro dolce Spira, mà contesa
Muove Borea improviso al Suo vicino;
E piange il Pastorel, perche sospesa
Teme fiera borasca, e 'l suo destino;
Toglie alle membra lasse il Suo riposo
Il timore de' Lampi, e tuoni fieri
E de mosche, e mossoni il Stuol furioso!
Ah che pur troppo i Suo timor Son veri
Tuona e fulmina il Ciel e grandioso
Tronca il capo alle Spiche e a' grani alteri.

I den tørre årstid, hvor solens heftige stråler svider,
når mennesker og dyr er matte og pinjetræet brænder,
giver gøgens stemme genlyd på skovvejene,
finken høres, og turtelduen svarer.
Zephyr ånder sødt, men Nordenvindens sus
stryger pludselig tæt forbi i vild kamp:
Hyrden ser mod himlen og græder,
idet han ængstelig betragter det optrækkende uvejr.
            
Hans trætte lemmer mister deres trang til hvile; han frygter tordenens brølen, lynets slag, og plages af sværme af myg og fluer.
            
Og ak, hvor snart går ikke det, han frygter, i opfyldelse! Lynet slår ned med dundrende salver af hagl, ødelægger kornet og strækker store træer til jorden.

L'Autunno - Efteråret
Celebra il Vilanel con balli e Canti
Del felice raccolto il bel piacere
E del liquor de Bacco accesi tanti
Finiscono col Sonno il lor godere
Fà ch' ogn' uno tralasci e balli e canti
L' aria che temperata dà piacere,
E la Staggion ch' invita tanti e tanti
D' un dolcissimo Sonno al bel godere.
I cacciator alla nov' alba à caccia
Con corni, Schioppi, e canni escono fuore
Fugge la belua, e Seguono la traccia;
Già Sbigottita, e lassa al gran rumore
De' Schioppi e canni, ferita minaccia
Languida di fuggir, mà oppressa muore.

Nu glæder landboerne sig til at fejre
deres rige høst med dans og sang;
og nogle, beruset af Bacchus' bæger,
ser deres glæde få en snarlig ende i søvnen.
            
Den dejlige luft, så blid og lun,
kalder til sidst dem alle fra dans og sang,
og mættet af efterårets glæder
smager de snart alle glæden ved en lykkelig søvn.
            
Jægerne er ude ved daggry
med horn og hest og hund for at søge deres bytte;
de finder en hjort og følger den råbende.
Den flygter i rædsel for skud og råb,
men rammes til sidst og vender sig såret efter hundeglammet,
og udmattet af jagten falder den og dør.

L'Inverno - Vinteren
Aggiacciato tremar trà neri algenti
Al Severo Spirar d' orrido Vento,
Correr battendo i piedi ogni momento;
E pel Soverchio gel batter i denti;
Passar al foco i di quieti e contenti
Mentre la pioggia fuor bagna ben cento
Caminar Sopra 'l giaccio, e à passo lento
Per timor di cader gersene intenti;
Gir forte Sdruzziolar, cader à terra
Di nuove ir Sopra 'l giaccio e correr forte
Sin ch' il giaccio si rompe, e si disserra;
Sentir uscir dalle ferrate porte
Sirocco Borea, e tutti i Venti in guerra
Quest' é 'l verno, mà tal, che gioja apporte.

At sjokke kuldegysende hen ad den tilsneede gade,
gennemtrængt til marven af vindens hvast bidende ånde,
at løbe omkring stampende med de livløse fødder,
at sidde med klaprende tænder, halvdød af kulde.
            
At sidde ved kaminen glad og tilfreds,
mens de udenfor gennemblødes af den øsende regn.
            
At køre på isen, at gå forsigtigt
for ikke at falde i den glatte gyde,
at glide på den frosne dam, at snuble, falde,
hurtigt at rejse sig op og løbe alt hvad man kan,
og for det tilfælde, at isen skulde revne,
og man skulde drukne,
at høre Sirocco og Boreas bryde ud
af jernportene, og alle vindene i kamp -
det er vinteren - og den er nok værd at vente på!

Skrevet af: Valdemar Lønsted