Smukkest når du prøver
Den evige stræben
Fredag 12. marts 2010 er der premiere på en ny musik- og danseforestilling, der tager fat i den menneskelige stræben efter hele tiden at blive bedre, klogere og smukkere - en stræben efter skønheden, letheden og friheden.
Forestillingen hedder Archeopteryx X - opkaldt efter en urskabning, som er en mellemting mellem et krybdyr og en fugl. Det er komponisten Niels Rønsholdt, der har lavet musikken til forestillingen. Han har bevidst arbejdet med to vidt forskellige slags musik:
- Det ene spor er en meget fysisk, konkret og akustisk musik. Det andet spor er sminket, poleret og manipuleret musik, bearbejdet og poppet, siger Niels Rønsholdt.
Vi lykkes ikke altid
Forestillingen er blevet til som et samarbejde mellem Niels Rønsholdt og de to dansere og koreografer, Lisbeth Sonne Andersen og Kasper Daugaard Poulsen.
- Vi udstiller menneskets fejlbarlighed, for hovmod står for fald, og vi lykkes ikke altid i vores stræben. Men det smukke er, at vi gør forsøget. Måske er det i virkeligheden dér mennesket er smukkest som skabning - i de drumdristige og hovmodige forsøg vi gør på at smykke os, og fremstille os bedre end vi er.
Archeopteryx X har premiere på Dansescenen i København fredag 12. marts, og spiller til lørdag 20. marts. Derefter rykker forestillingen til Viborg Musiksal 25. og 26. marts, og til Archauz i Århus 7.-10. april.