Hvem skal have P2 Prisen 2011?
16. sep. 2011 11.32 Der er også en pris til den nye musik når P2 Prisen skal uddeles 30. september 2011 i Koncerthuset i DR Byen. Tre cd'er er nomineret til P2 Prisen i 'Lyt til Nyt'-kategorien, og det er dig der afgør, hvilken cd der skal løbe med sejren.
Komponisten Simon Steen-Andersen er nomineret med cd'en 'Pretty Sound' - fem nye værker, hvor selve mikrofonoptagelsen helt tæt på instrumenterne er en vigtig del af musikkens myldrende mikrokosmos.
Simon Steen-Andersen har slået sig ned i Berlin, og oplever lige nu stor international opmærksomhed omkring sin musik. Sidste år vandt han det internationale grand prix for komponister (Rostrum, som det også kaldes).
Anarkistisk kormusik
Pelle Gudmundsen-Holmgreen skrev i 1960'erne en række radikale korstykker i minimalistisk stil. Nu har han genoptaget kormusikken, og cd'en 'The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen' rummer næsten alle hans korværker.
Hør fx 1960'er klassikeren 'Konstateringer' eller et nyere og mere virtuost og anarkistisk værk som 'Fire madrigaler fra naturens verden'. Flere af stykkerne er skrevet specielt til Ars Nova Copenhagen.
Eventyrkantate
'Lygtemænd i byen' er et usædvanligt samarbejde mellem komponisten Per Nørgård og forfatter Suzanne Brøgger. Sammen bearbejdede de i 2005 H.C. Andersens eventyr om Mosekonen og lygtemændene til en eventyrkantate.
På cd'en 'Lygtemænd i byen' hører man en ny version af kantaten - en version for kammerensemble og en enkelt sanger, mezzosopranen Helene Gjerris. Med cd'en følger en dvd, hvor TV-Glad tager med Per Nørgård og Athelas Sinfonietta til en opførelse i Aalborg.