Japansk musik i den varme natteluft
Fascineret af japanske haver
Toru Takemitsu er en af de førende japanske komponister. Med værket 'Spirit Garden' tager han dig med rundt i en varm have ved nattetid. Musikken gløder, men er svær at få hold på. Hvad består den af, og hvad vil den?
Han spreder sig over flere forskellige musikalske genrer, og han fik også tid til at skrive en krimi. Han har lavet musik til film, og optrådte relativt ofte på japansk tv.
Oprindelig tog Takemitsu han afstand fra den traditionelle musik. Det er der mange der hylder ham for: hans internationale tilgang til moderne kompositionsmusik. Andre vil mene at der trods alt er umiskendeligt japanske træk i Takemitsus musik.
Frihed til at trække vejret
Det var 2. verdenskrigs rædsler, der fik Takemitsu til i første omgang at tage afstand fra enhver form for nationalisme i musikken. Men der var alligevel flere elementer i den traditionelle japanske kultur som fascinerede ham. Blandt andet den japanske have, med dens helt særlige betoning af farvesammensætning, rum og former. Takemitsu havde en idé om at de klingende toner, ligesom planterne i den japanske have, skal have frihed til at trække vejret.
I værket 'Spirit Garden' kigger han på de musikalske 'objekter', som var de en slags optisk illusion. Afhængigt af, hvordan man vender og drejer dem, tager de sig forskelligt ud. De er genkendelige, men de er svære at få hold på. Hvor mange er der, og hvordan ser de egentlig ud? De forbliver tilslørede igennem hele værket.
Musikken gløder
Umiddelbart klinger musikken som en blanding af senromantik og impressionisme. I virkeligheden er den mere abstrakt end som så. Takemitsu opererer med sin egen kosmiske enhed.
At lytte til 'Spirit Garden' er som at glide gennem en magisk nattehave af varm luft. Musikken gløder, og drejer langsomt i nye retninger. Man fyldes af den varme og let parfumerede luft.
Det føles som at stige ned i et dejligt varmt skumbad. Musklerne slipper taget, og man ånder ud. 'Spirit Garden' er afstressende musik, og Takemitsu opfordrer til, at vi slipper grebet:
- Man kan ikke planlægge sit liv, og man kan heller ikke planlægge musik, sagde han.
Din mening
Hvad mener du om musikken? Hør værker fra cd'en ude til højre, og skriv en kommentar i feltet her nedenfor. Passer det at man ikke kan planlægge sit liv?