Med egne ord
I 1961 var Else Marie Pade i audiens hos én af elektonmusikkens pionerer, Pierre Schaeffer. I dette uddrag fra Hans Sydows bog 'EMP - Livet i et glasperlespil' fortæller Else Marie Pade selv, hvordan hun oplevede mødet med mesteren og hans magiske personlighed.
I sommeren 1961 skriver min yngste søn, Mikkel, i sin dagbog: ”Mor er gået på Den Franske Radio.” Ikke alene det, men en ganske særlig dag drog jeg af til Pierre Schaeffers privatadresse, hvor jeg blev modtaget af Schaeffer klædt i hvid habit, moderigtig og elegant.
Da jeg trådte ind i stuen, tror jeg nok, jeg udstødte et lille gisp. Stuen var møbleret i klunkestil - lilla nuancer, ikke de store, tunge lænestole, men de mindre uden armlæn, men alle med frynser forneden. Oppe i loftets hjørner var der to kæmpestore, lyserøde ører i gips som camouflage for højttalere, og et sted fra loftet svævede en lyserød, udslået paraply.
Schaeffer kommenterer Else Marie Pades symfoni
Jeg sad i en pragtfuld sofa, og foran stod Schaeffer, der efter at have kigget på mit partitur til Symphonie magnétophonique igennem kastede sig ud i en rivende talestrøm, mens han stirrede fast på mig som en slangetæmmer på sit bytte.
Jeg nåede at opfatte, at jeg nu var kommet til et stadie, hvor den egentlige katekese kunne begynde. Det var strålende billedtale, der svarer til Den Danske Folkekirkes konfirmand-forberedelser herhjemme, hvor barnetroen går over i voksentroen. Schaeffer præsenterede så diverse aspekter af l’objets sonore, henholdsvis historisk, lingvistisk, med relation til fysikken og den musikalske akustik.
Pade blev svimmel og svajede
Her følte jeg Schaeffers øjne som fysikkens sorte huller, der sugede og sugede - og jeg begyndte til min rædsel at svaje. Stemmen tav, jeg sad musestille og svimmel. Schaeffer stod henne ved vinduet nu og så ud af det. List efter gik døren op, og ind kom en orientalsk klædt ung mand med et rullebord med mokkakopper til to og en karaffel med glas til.
Madame og le Maître nød den velduftende mokka og talte livligt sammen, og mens de taktfuldt overså mig, drog den unge mand fra 1001 nats eventyr omsorg for mig ved hjælp af livseliksiren i glasset, som blev fyldt en 2-3 gange. Snart efter var jeg så veltilpas som nogensinde - og enetimen kunne for min skyld gerne fortsætte. Det bemærkede Schaeffer - og med et lille fingerknips forsvandt hele herligheden.
Lys i de eksperimentale vinduer
Jeg kom pludselig i tanker om, at Schaeffers medarbejder, Michel Phillippot, som i 1957 gæstede os fra GRM (Groupe de Recherches Musicales) i DR-studiekredsen, havde fortalt, at han en sen aften ikke kunne bekvemme sig til at gå i seng, selvom han var meget træt. Han blev ved med at tænke på Schaeffer og det arbejde, de var i gang med på lydlaboratoriet. Pludselig for han ud af døren, tog sin bil og kørte i rasende fart til 37 Rue de l’Université. Der var lys i de eksperimentale vinduer. Da Philippot stod i døren, sagde Schaeffer, uden at se op fra apparaturet: ”Nå, der er De. Jeg havde så forfærdeligt meget brug for Dem, men ville ikke ringe og vække Dem, da det jo er meget sent.”
I denne anekdote forstod jeg pludselig Pierre Schaeffers magiske personlighed, som der blev talt så meget om. Og som sådan har jeg altid siden tænkt på ham: Pierre Schaeffer - un vrai maître.
Dette uddrag er bragt med venlig tilladelse af Hans Sydow.
Læs hele historien om Else Marie Pades liv og værk i bogen:
Hans Sydow (red.):
'EMP - Livet i et glasperlespil'
Resonance 2005