Den elskværdige provokatør
Jeg går altid fra eksperiment til eksperiment, sagde György Ligeti. Lyt til Nyts Erik Christensen mindes komponisten, som døde 12. juni 2006 i en alder af 83 år
György Ligeti har altid været en enegænger. Stilfærdigt går han sine egne veje mod strømmen. Som barn skabte han fantasiverdener, planer over ikke-eksisterende storbyer og en grammatik for et selvopfundet sprog.
Da den stalinistiske kulturpolitik i 1950ernes Ungarn krævede letforståelig socialrealisme, skrev han atonal musik. Da det var på mode i tressernes Vesteuropa at skrive musik med rækker af præcist udmålte intervaller, komponerede han sit orkesterværk "Atmospheres", hvor alle tonehøjder viskes ud i sitrende og lysende flader af klang.
Da han fik bestilling på en opera, skrev han ikke bare en anti-opera, men en anti-anti-opera. Og da Ligeti i begyndelsen af 1980erne syntes, at den ny musik var stivnet i akademisk autoritetstro, komponerede han en horntrio med afrikanske rytmer og et Beethoven-citat.
Søgte sine egne veje
"Jeg går altid fra eksperiment til eksperiment" sagde Ligeti, da han som 75-årig blev fejret med en festival i Hamburg i 1998, " i kunsten findes der kun det: ærligt at gøre det der foresvæver en, uden noget hensyn til hvad der bliver forventet. Og så må man, må jeg, hele tiden forsøge noget nyt. Jeg har søgt mine veje, og det gør jeg lige til idag, jeg har ikke fundet dem."
Ligeti arbejder i det bevidsthedsrum mellem illusion og virkelighed, hvor alt kan forsvinde og alt kan få betydning. Hvis bevidsthedsrummet er fuldt af billeder, skikkelser og begivenheder, kalder vi det drøm, fantasi og fiktion. Hvis der går et lys op for os, og vi får den gode idé, vi har ventet på, kalder vi det intuition. Hvis rummet er fyldt med lyd, kalder vi det musik.
Lydbaggrund for Stanley Kubrick
Ligetis nysgerrighed og erkendelyst fører ham ud i musikkens og sansningens grænseområder. Han opsøger og undersøger de flydende overgange, de fine nuancer, de store ekstremer, grænserne mellem sprog, klang og følelse. De tidlige orkesterværker "Apparitions" og "Atmospheres" og orgelværket "Volumina" er rumlige lydvisioner af tilstande, hændelser og forvandlinger, intense oplevelser af bevægelse, farve og fylde, lyd der stiger til skinger højde og dyster dybde, klang der forvandler sig til susende åndedrag. I Stanley Kubricks film "Rumrejsen år 2001" blev "Atmospheres" og korværket "Lux æterna" brugt som lydbaggrund for de vægtløst svævende rumskibe.
"Aventures" for 3 sangere og ensemble er "følelsespolyfoni", hvor mange lag af sprog, sang, åndedræt og kropsgestus spiller sammen. Hver af de tre sangere opfører 5 roller - de bliver til 15 personer, der synger i munden på hinanden og udtrykker sig nostalgisk, idyllisk, erotisk, rørt, humoristisk, ironisk, angst, hysterisk, triumferende, patetisk i en dramatisk aktivitet uden handling, der ligner den surrealistisk sammensatte verden, som vi kan opleve i drømme.
100 metronomer på scenen
Ligeti kan få tiden til at forsvinde i glidende tonevævninger, og han kan få den til at dukke op igen som tikkende lyde skyer af klang.
I "Continuum" for cembalo bliver instrumentet til en lydmaskine, der spiller flimrende strømme af stroboskopiske tonemønstre i stadig forvandling, og i flere andre stykker har Ligeti komponeret præcisionsmekanismer, hvor der lidt efter lidt kommer grus i maskineriet.
Det bruger han på en drilagtig måde i "Selvportræt med Reich og Riley", hvor han får de to amerikanske komponisters regelmæssige gentagelsesmønstre til at køre af sporet. Og Ligeti har designet et rytmisk sceneshow uden musikere - "Poeme symphonique", hvor 100 mekaniske metronomer står på koncerttribunen og tikker deres taktslag i hver sit tempo, indtil deres optræksmekanismer en efter en løber ud, og de sidste ensomme overlevende vifter med deres små arme i luften.
Et kig ind i uendeligheden får vi i Ligetis Klaverkoncert, hvor mønstre af små og store tonehvirvler spejler hinanden ligesom de fraktale computerbilleder, der gentager sig selv i det uendelige.
Georgisk mandssang og pygmæernes jodlen
I de seneste år har Ligeti været optaget af de komplekse rytmemønstre i den flerstemmige afrikanske trommemusik og de fintmærkende intonationer i musik fra mangfoldige kulturer uden for Europa - georgisk mandssang, pygmæernes jodlen, intervallerne i centralafrikanske skalær, overtonesang fra Ny Guinea.
Her finder Ligeti en nuancerigdom, som han genskaber i sin Violinkoncert, hvor strygerne spiller i forskellige stemninger, og blæserne skifter over til små lerinstrumenter og glidefløjter, og i den nye Koncert for horn og kammerorkester, hvor solisten spiller på ventilhorn og fire forskellige naturhorn.
Sideløbende lader Ligeti den europæiske tradition skinne mere og mere igennem i sin musik - i den store samling af klaveretuder fra firserne og halvfemserne mødes ungarske melodier, impressionistiske klange og regnbuer af mangefarvede harmonier med balinesisk gamelan, mekaniske rytmemønstre og tonetrapper, der synes at fortsætte uden ende.
Åbner sansernes port
György Ligeti er en illusionskunstner, der åbner sansernes porte til et rum af forundring.
Han er sig bevidst, at den ny musik ikke fylder meget i verden, alligevel siger han om dens virkning: "Den nutidige komponist af "seriøs" musik lever i en lille bitte kulturel niche, kilet ind mellem den kommercielt udbredte underholdningselektronik og den traditionelle, prestigesøgende koncert- og operavirksomheds højglansfolie. Men selv om den resterende niche er lille og tilsyneladende socialt funktionsløs, så eksisterer den alligevel ligesom på overfladen af en sæbeboble: Dens bredde er uendelig lille, men dens åndelige udbredelsesmulighed er uendelig vidtstrakt, sålænge sæbeboblen endnu består."