Dagbog fra Rostrum
Lyttefest med kaffe og croissanter
57 nyskrevede værker fra 29 forskellige lande på fem dage. Det er hvad de delegerede på Rostrum 2009 må lægge ører til. Originale værker af nulevende komponister, hvis navne ikke altid er lige nemme.
Man kan godt bliver en anelse mør af at høre så meget ny musik. I alt er der cirka 15 timers effektiv spilletid som skal afvikles på fire dage. Rostrum (som komponist-grandprix'et kaldes) fandt sted i Paris i dagene 8.-12. juni. Radio France lagde lokaler til festlighederne, og bød velkommen med kaffe og croissanter!
Så gik det ellers løs i studie 103 med gennemspilning af værker fra Australien, New Zealand, Rusland, Tyskland, Bulgarien, Serbien, Slovenien og Hong Kong. Tak for kaffe!
Der var både elektronisk musik - lydlandskaber fra 'down under' - et mærkeligt værk fra Rusland, hvor musikerne stemmer mens musikken langsomt går i gang. Serbien spillede et energiladet værk med den sigende titel Music box - Selbstportrait mit Ligeti und Strawinsky (und Messiaen ist auch dabei) ...
Kulsejlet koncerthus
For at de delegerede ikke skulle gå i chok oven på sådan en mandags-coctail, var der linet op til en lille velkomst-reception i foyeren, efter den første lyttesession. En kærkommen lejlighed til at hilse på de andre delegerede, og fx høre nyt om finanskrisen på Island (et stort koncerthusprojekt er sat på standby, og det er åbenbart næsten ligeså dyrt at fortsætte byggeriet, som det er at stoppe hele projektet).
Næste dag er der musik fra Sverige og Taiwan på programmet. Formanden for Rostrum, Heikki Valsta fra Finland styrer lytteseancen, og annoncerer værkerne forud for gennemlytningen.
Min spanske kollega kan ikke dy sig, da værk nr. 2 fra Taiwan præsenteres med komponistens navn. "Him again?", siger hun og smiler skævt. De asiatiske navne er ikke altid lige nemme at huske.
Bare nu ikke cd'en hakker
Onsdag var det tid til at præsentere de danske bidrag, Phantasmagoria af Bent Sørensen og Stuff af Christian Winther Christensen. Spændende om cd'en nu også fungerer som den skal. Håber ikke det overstyrer, eller at der er små mærkelige klik på cd'en.
Alt kører som det skal, og der er god respons på de danske værker. Den tjekkiske delegation udtaler: "Man glemmer fuldstændig tid og sted, under Bent Sørensens stykke!"
Fredag er det tid til afstemning. Alle deltagere afleverer deres stemmeseddel. Hvert land har 20 point at dele ud, og man må højst give 5 point til ét værk. Man kan ikke stemme på værker fra sit eget land. I kategorien 'komponister under 30 år' har hvert land 9 point til uddeling, og her må man højst give 3 point til ét værk.
Danmark med blandt de anbefalede værker
Resultatet blev at Holland vandt med Martijn Paddings First Harmonium Concerto. Ti værker kom med på listen over anbefalede værker fra Rostrum 2009, heriblandt Phantasmagoria af Bent Sørensen.
Af de unge komponister under 30 år vandt Juste Janulyte fra Litauen, med værket Aquarelle. I den unge kateogri får også irske Jonathan Nagles our headlights blew softly into the black, illuminating very little og serbiske Marko Nikodijevics Music Box (den med selvportrættet) en anbefaling.