Italiensk vinder af Rostrum
15. jun. 2011 13.39 Fredag den 10. juni 2011 faldt afgørelsen i det internationale grand prix for komponister - det der også kaldes for Rostrum. 30 lande var tilmeldt med op til 35 minutters nyskrevet musik.
Konkurrencen drives af Det Internationale Musikråd (IMC), og afholdes en gang om året. I år foregik seancen i Wien, hvor radiofolk, producere, komponister og programmedarbejdere fra hele verden sad som dommere og delegrede ved komponist-grand prix'et.
P2s Max Fage-Pedersen var Danmarks repræsentant i panelet, der udpegede vinderen. Sidste år vandt Danmark med værket 'Ouvertures', af Simon Steen-Andersen. I år gik sejren til den italienske komponist, Francesco Filidei. Han fik prisen for værket 'Macchina per scoppiare pagliacci'.
Dermed bliver hans musik spillet i alle de 30 deltagende lande. Radiolyttere over hele verden kommer til at stifte bekendtskab med hans musik.
Starwars og science fiction
Udover vinderværket, annonceres også ni anbefalede værker fra årets komponist-grand prix. Det er de ni værker der (udover vinderværket) har fået flest point. Du kan høre vinderværket, og de ni anbefalede værker ude til højre her på siden.
Her finder du blandt andet stykket 'Ignite', af den finske komponist Sebastian Fagerlund. Det er musik med Starwars og science fiction. Komponisten skriver selv om latino-galaktiske danserytmer, og akkorder som er større end selve livet.
Hør også det tyske bidrag, Iris ter Schiphorsts uhyggelige værk 'Dislokationen'. Musikken er gået af led, og det gør ondt som bare pokker. Danmark er også med blandt de anbefalede værker fra Rostrum 2011. Du kan læse og høre mere om Niels Rosing-Schows værk 'Chimere' nederst her på siden.
Argentina vinder den unge kategori
Ved komponist-grand prix'et er der også en særlig kategori for komponister under 30 år. Her bliver der nemlig også udpeget en vinder, samt tre anbefalede værker. Vinderen er fra Argentina, og hedder Juan Pablo Nicoletti. Han tabte både øjne, ører, næse og mund, da han første gang hørte et stykke elektroakustisk musik (kunstmusik med akustiske og elektroniske lyde).
Han besluttede sig til, at det ville han også, og værket 'Abismo al abismo' er hans første elektroakustiske stykke. Titlen betyder 'Afgrund til afgrund', og musikken bringer mindelser om et fald i en dyb skakt. Et fald med kurs mod jordens indre.
Hør interview med vinderen i den unge kategori, og hør vinderværket ude til højre her på siden. Hør også de tre anbefalede værker, skrevet af komponister under 30 år.