Sangen, musikken og kærligheden
11. december 2007 kl. 21:30
på
P2
Karlheinz Stockhausen var en af de store pionerer indenfor ny og eksperimenterende musik, og han var i Danmark ved flere lejligheder. I 1996 arrangerede Danmarks Radio fx en Stock-hausen-festival i Radiohuset.
Da Stockhausen begyndte at komponere efter anden ver-denskrig, satte han sig for at genopfinde musikken forfra.
Den gamle verdens musik kunne han ikke bruge til noget. Med nye elektroniske lyde kunne han skabe sine egne skalaer og intervaller, og han kunne bestemme hver eneste detalje i et sølvskinnende elektronisk univers. Det kan man høre i hans Elektronische Studie fra 1954.
Stockhausen kunne godt lide musik, hvor alle toner og klange var nøje udregnet og forudbestemt. Men i nogle stykker fik musikerne frihed til selv at forme musikken. Han kunne give en pianist et stort stykke karton med små felter af noder og sige til ham: Nu bestemmer du selv hvordan du vil springe fra det ene til det andet.
Alle musikalske øjeblikke er lige vigtige
I værket Gruppen placerer Stockhausen tre orkestre langt fra hinanden. Publikum befinder sig i midten, og bliver ramt af lyd fra alle retninger. Han satte også den elektroniske lyd i bevægelse rundt om publikum fx i værket Kontakte - et værk uden begyndelse og uden ende, alting er i stadig forandring, og alle musikalske øjeblikke er lige vigtige.
I Sternklang sender han musikerne ud i en park, og lader dem improvisere under stjernehimlen, og i Stimmung er det stemmer, der gentager små variationer over en eneste akkord, og blander akkordens toner med magiske navne på guder og gudinder.
Da Stockhausen havde undersøgt harmoniernes, tonernes og klangenes mindste dele, det indre og det ydre rum, og den totale forudbestemthed og den fuldstændige frihed, gjorde han en ny opdagelse. Han genopfandt melodien, og viste at han var en mester i kunsten at forme markante, klare og originale melodier.
Synge i verdensparlamentet
Stockhausen kalder sine melodier for formler. De kan vendes og drejes og strækkes og udvides, så en eneste melodi kan vokse til et helt værk. I Mantra for to klaverer får den sprælske melodiformel farve af elektronisk lyd.
Det sidste kvarte århundrede af sit liv komponerede Stockhausen på et kæmpeværk ved navn LICHT: Syv operaer, en til hver dag i ugen. Til sammen danner de en cyklus, hvor mytologiske skikkelser fra bibelen er i centrum: Eva - altings urmoder, ærkeengelen Michael og den faldne engel, ildbæreren Lucifer.
Der er også mere jordnære scener i LICHT, blandt andet Weltparlament, som blev opført i Danmark i 1996. Stockhausen introducerede selv koncerten, og udtrykte sit håb om at mennesker i hele verden vil syng meget mere - ikke mindst når de samler sig i et verdensparlament, hvor sangen og kærligheden skal være et gennemgående tema. Stockhausens ønske for fremtiden er, at verden må blive fyldt af gensidig forståelse, repekt, tolerance og kærlighed.
Stockhausen blev 79 år, han døde den 5. december 2007.