JEG er direktør
Det menneskelige sind
I receptionen vandrer en renvasket, velklædt person omkring. Han kalder sig Jeg og påstår at han er direktør. De øvrige beboere giver ikke en døjt for hans autoritet. Nyt værk af komponisten Andy Pape handler om det menneskelige sind.
I weekenden 28.-30. august er der Susåfestival i Næstved. Det er en festival der har specialiseret sig i ny dansk partiturmusik. Festivalen er en mulighed for at høre, hvad der rører sig i de danske komponisters hoveder lige nu.
En af dem der er med på festivalen er komponisten Andy Pape. Han har allieret sig med to musikere, to dansere og digteren Niels Hav. I digtsamlingen Grundstof fra 2004 hudfletter Niels Hav det menneskelige sind, og sammenligner det med et hotel.
En neandertaler om natten
I receptionen hersker den indiskutable fornuft. Her vandrer en renvasket, velklædt
person omkring. Han kalder sig Jeg og påstår at han er direktør. Men de øvrige beboere giver ikke en døjt for hans autoritet. Om natten bliver det hele passet af en neandertaler.
- Det er et billede vi allesammen kender, siger Andy Pape. - Vi går i seng og sover trygt, men vågner pludselig midt om natten, fordi det hele kører rundt i vores hovede. Nogen har sagt noget, et eller andet kører i ring i vores hjerne. Vores drifter tager over, de styrer os. Vores sind er en kompleks og uigennemskuelig størrelse.
- På samme måde springer min musik rundt, og vender pludselig tilbage til noget, uden at der er en indlysende grund til det.
Sjælen danser i sin vugge
Niels Havs digte har dannet grundlag for de tre Andy Pape-satser. 'Det menneskelige sind' udgør den midterste sats. Første sats bygger på digtet 'Sjælen danser i sin vugge'.
- Her er vi ovre i en anden boldgade, det modsatte billede faktisk. Vi har jo nemlig også den anden side, den side, hvor vi føler at vi er i kontakt med vores inderste kerne, vores sjæl, vores essens, siger Andy Pape. - Så er der ikke noget af det der hotelfnidder.
I tredjesatsen er det også den rolige sjæl der danser, og nu med to virkelige dansere på scenen. Det er pianisten Christina Bjørkøe og slagtøjsspiller Ronni Wenzell der spiller musikken. De to dansere har derefter lyttet, og skabt deres egen koreografi.
- Det er en form for stafet, siger Ronni Wenzell. - Vi har ikke blandet os i hinandens arbejde. Men alligevel er det som om vi er kommet frem til nogle af de samme ting. Det er meget fascinerende.
Hvad tror du det betyder for publikum, at der er dans på i tredje sats?
- Jeg tror det bliver rigtig godt, fordi det underbygger tematikken i musikken, og den er skabt på baggrund af Niels Havs digte. Selve digtene bliver også læst op.
Suså Festivalen i P2
Hør Andy Papes musik til første sats ude til højre her på siden. Musikken er optaget under en prøve med Christina Bjørkøe og Ronni Wenzell. Koncerten finder sted på Susåfestivalen i Næstved søndag 30. august kl. 15 i Ny Ridehus.
På Susåfestivalen 2009 kan du også høre det finske ensemble Uusinta. De giver koncert lørdag 29. august kl 19, og det bliver blandt andet med musik af Lotta Wennäkoski, Esa-Pekka Salonen, Magnus Lindberg og Kaija Saariaho.
DR optager koncerten med Uusinta. Du kan høre den i P2 tirsdag 1. september kl. 19.
Din mening
Vi vil gerne høre din mening om musikken, og om ideen med at sætte dans til, for at understrege et tema. Er det her en koncert du gerne vil overvære?