Vi har fået nok af Sylfiden!
Ny dans til ny musik
Per Nørgaard og Flemming Flindt har gjort det, og det samme har Nini Theilade og Else Marie Pade: sammen skabt en ballet med ny musik.
For Nini Theilade drejede det sig om at finde noget musik, der kunne være medfortællende,
når publikum skulle opleve historien om 'Græsstrået'. Og Flemming Flindt var på jagt efter musik, der kunne afspejle den fornyelse, som han selv stod for i dansen. Det kulminerede i balletten 'Dødens triumf', hvor musik af rockgruppen Savage Rose ledsagede historien om verdens undergang.
Men også det mærkværdige instrument Mixturtrautonium bidrager til den moderne danske ballets historie.
Elektroniske zoner
I tv-balletten 'Varierende baser' har Elsa Marianne von Rosen lavet en koregrafi til elektronisk musik af Remi Gassmann. Gassmann er måske bedst kendt for sit samarbejde med Oskar Sala, der er manden bag instrumentet Mixturtrautonium. De to komponister har sammen lavet musikken til Hitchcocks film 'The Birds' (1963), hvor også fuglenes lyd er elektronisk fremstillet. Og så har de skabt dansemusik til den stilskabende balletdanser og koreograf Georges Balanchine i balletten 'Electronics' (1961). Det er evt. denne ballet, som Elsa Marianne von Rosen er blevet inspireret af, da hun laver sin ballet til tv i 1963. I tv-klippet her på siden, kan du se første halvdel af balletten, der er bygget om som forskellige 'baser'. Først er der den plane base, så den skrå base, det glatte og klæbrigt. Man kan se, at koreografen meget direkte har taget udgangspunkt i musikken, hvor musikkens markeringer: triller, slag og skift bliver illustreret af dansernes trin.
Flindt: fornyelse indefra
Hvor Elsa Marianne von Rosen måske nok er åben overfor de nyeste tendenser fra USA med brugen af elektronisk musik, er hun forholdsvis traditionel i det koreografiske udtryk.
Her er det i stedet den kongelige danser og senere balletmester Flemming Flindt, der for alvor bragte fornyelse ind til den nationale ballet.
Den danske Bournonville-tradition på det Kgl. Teater var og er en både stærk og stolt tradition, som har sikret nationalballetten en plads på det internationale dansekort. Men kan det ikke blive for artigt det hele i Bournonvilles romantiske univers?
Jo, mente Flemming Flindt, der søgte et mere dynamisk og kropsligt udtryk i sine balletter, og ikke gik af vejen for at provokere ved at smide tøjet.
I årene 1963-1972 arbejdede Flindt sammen med den rumænsk-franske dramatiker Eugéne Ionesco om at skabe balletter med karakterer, der er fundamentalt anderledes end de retskafne mænd og dydige kvinder fra Bournonvilles univers.
Det drejer sig om en pervers danselærer, der på sadistisk vis presser sine yndige danse-elever til det absolut yderste i 'Enetime' (1963), om en trehovedet brud i 'Den unge mand skal giftes' (1965) samt om de berømte nøgenoptrædener og effektfulde blodbad i 'Dødens Triumf' (1971).
'Den unge mand skal giftes'
Ikke mindst det musikalske samarbejde med først Per Nørgaard og senere Savage Rose var med til at stadfæste Flemming Flindts position som fornyer af nationalballetten.
Nørgaards musik til 'Den unge mand skal giftes' er et collageværk med brudstykker, der associerer til bryllupsmusik.
Per Nørgaard:
- Alt, hvad man ser på en scene, muliggør lydlig association. Som komponist kan man så følge dem eller måske gå imod dem. D. v. s. konkretisere den direkte eller udnytte den gennem kontrast. Derimod ikke se væk fra den. I dette tilfælde - Ionesco-balletten -
udfolder handlingen sig i en parisisk dagligstue hos en lidt derangeret familje.
Viftepalmer, løvefødder, søjle i hjørnet - en borgerlig verden. Over for alle de tankeforbindelser, der uvilkårligt - drømmeagtigt - indfinder sig, må komponisten give efter og ikke vige tilbage for en hvilken som helst musikalsk realisering af associationerne.
Fanfarer, marcher, bryllupsmusik, schlagere - alt er tænkeligt. Da jeg under arbejdet med musikken deltog i et familjebryllup, fik jeg associationsimpulser af denne art særlig tydeligt, fordi lejligheden havde direkte korrespondance med stykket.
(Per Nørgaard til Gregers Dirkinck-Holmfeld 'Samtale omkring en tv-ballet' i Dansk Musik Tidsskrift 1965-02)
Yndig som et græsstrå
I forhold til Flemming Flindts erotiske balletter, tager det sig anderledes uskyldigt ud i Else Marie Pade og Nini Theilades ballet-fortælling om 'Græsstrået'. Det er et barnligt, fantastisk univers, hvor danserne er klædt ud som blomster, heste og andre natur- eller magiske væsener. Og alle karakterer har fået hver sin lydlige signatur, så musikken kan siges at fortælle historien i sig selv.
Else Marie Pade
- Jeg havde en idé om, at det illustrerende kun kunne gøres ved hjælp af præpareret klaver. Det kunne hverken tåle elektronisk eller konkret musik – det er sjovt ikke, det var for spindelvævsfint. På en måde bragte det mig tilbage til klaveret i barndommens Århus, hvor jeg sad nede ved pedalerne, mens min mor spillede, og lyttede til det vrangvendte klangbillede af klaveret.
(EMP - livet i et glasperlespil)
Nini Theilade fortæller i sin biografi, at det var svært at forestille sig koreografien, der skal passe til en musik bestående af lyde og uden rytme.
Lyt selv til Else Marie Pades musik og se om du kan høre, hvornår græsstrået pyntes med brudeslør og myggene drikker sig fulde, eller hvornår stjernen og græsstrået danser den klassiske kærligheds pas de deux (det er den elektroniske sekvens af stykket).