Hvem forstår moderne musik?

Publikum fra det forrige århundrede

Publikum stejlede over den nye partiturmusik i 1970'erne. Gruppen for alternativ musik spillede elektronisk musik for elefanterne i Zoo. Per Nørgård skabte sin famøse pausemusik. Nogle mente at han forkludrede revolutionen!

I 1970'erne gav gruppen for alternativ musik koncert i Zoologisk Have i København. På tv kunne resten af befolkningen følge med i, hvordan elefanter og andre tilfældige forbipasserende enten undrede sig eller var præget af ligegyldighed.

Ellers var det mest Per Nørgårds pausemusik, der bragte sindene i kog på den tid. Selv sagde Per Nørgård, at det traditionelle publikum overhovedet ikke spillede en rolle for ham:

- Jeg har kun en publikumsinstans jeg kan rette mig efter: Min egen bevidsthed. Jeg gør mig skizofren i kompositionsprocessen, jeg er selv mit eget publikum, og tænker hele tiden på, hvordan musikken virker på mig selv.

Et chok for publikum
Per Nørgård havde forståelse for, at pausemusikken virkede som et chok på et publikum, der stadig levede i det forrige århundrede.

- Musikkens rolle som kommunikationsmiddel vil først blive opklaret i løbet af de næste 40-50 år, sagde Per Nørgård. - Skønhedskriteriet er afgørende, men det må hele tiden gennempløjes, så vi ikke kun lytter til det, der føles naturligt. Vores følelser er kompromiterede, de er rester af fortiden ...

Sur på forhånd
Ekstrabladets anmelder Gregers Dirckinck-Holmfeld blev sendt ud til koncerter med ny musik - blandt andet musik for kaffekværn. Han kaldte stykkerne balstyriske, på en prisværdig måde, og blev efterfølgende inviteret i studiet, for at møde en af de komponister han havde anmeldt.

- Jeg synes at anmeldelsen var præget af en surhed, der tilsyneladende var tilstede på forhånd, sagde komponisten Peter Brask. Det afviser Gregers Dirckinck-Holmfeld:

- Jeg møder med så høj grad af nysgerrighed og åbenhed som det er mig muligt at præstere. Dirckinck-Holmfeld anmeldte også traditionelle klassiske koncerter, men hævdede at hans nysgerrighed og åbenhed var "yderligere aktiveret", når musikken var nyskrevet.

Matematik i sagen
Om Peter Brasks stykke (Fibonacci a Sei - hør det ude til højre her på siden), noterede Dirckinck-Holmfeld sig, at der tilsyneladende var "matematik i sagen", men at han var nødt til at forholde sig til det han kunne høre i værket.

Fuzzy erklærede, at han gerne ville delagtigegøre publikum i de verdener han oplevede, gennem at lave musik. Samtidig hyldede han enkelheden, og sang om Per Nørgårds pausemusik i en revyvise, skrevet til radioen.

Publikum forholdt sig skeptiske. En reporter opsamlede en stribe tilfældige kommentarer ved en koncert, hvor der blandt andet blev spillet ny musik. "Svært at fordøje", "ikke min smag", "jeg forstår ikke et klap", var nogle af de reaktioner han fik.

Forkludrer revolutionen
Den politiske kunst var i højsædet i 1970'erne, og komponisten Michael Bertelsen indrømmede åbenlyst, at han ønskede at påvirke sin lyttere i en marxistisk/kommunistisk retning. Musikken skulle være med til at ændre publikums bevidsthed om samfundet.

Michael Bertelsen mente at en komponist som Per Nørgård fungerede dårligt i samfundet:

- Per Nørgård mystificerer alting. Han tilslutter sig borgerskabet, men går ind i en anden verden, hvormed konfrontationen bliver utydelig.