Musikalsk valgaften
Lyden af præsidentvalget
En aften med cowboyhat, helikopterstrygekvartet, den amerikanske nationalsang som fællessang og et manifest. Wundergrund skabte en intens musikalsk valgaften.
Forstår de ikke at det også er vores valg, selvom det kun er amerikanerne der kan stemme. Sådan præsenteres aftnens 'valgkoncert', der har tre grupper på programmet. På storskærmen kan man følge valgresultatet minut for minut, og man kan se en oversigt over, hvem der fører i de forskellige amerikanske stater.
Horst Possling er en musikteatergruppe fra Berlin. Deres show er til ære for alle tidligere, alle nulevende og alle fremtidige amerikanere. Showet er en serie af sketches og gakkede indslag. I et af indslagene bliver den sorte bassist Ben Patterson bedt om at sidde med på scenen, for at lave popcorn i en mikrobølgeovn.
Nationalsangen saboteret
Der er freestyle på guitar, cowboyhatte og kloppetiklopklyde, og endelig er der fællessang. Vi skal synge den amerikanske nationalsang, og teksten er projiceret op på væggen. Men midt i det hele glider pludselig det irakiske flag ind foran teksten, og ud af højttalerne strømmer tonerne af den irakiske nationalmelodi.
Showet kulminerer med en live opførelse af Karlheinz Stockhausens Helikopterstrygekvartet. Det er normalt en bekostelig affære at opføre værket, for der skal bruges store mængder af helikopterbrændstof. Men Horst Possling har fundet en nem og billig løsning. Det er frivillige fra publikum, som bliver sat til at spille tremolo på fire strygerinstrumenter. Og med lidt røg, blitzende lamper og en fjernstyret minihelikopter er oplevelsen total.
Et manifest om USA
Fluxuskunstneren Henning Christiansen var også på scenen ved denne Wundergrund valgaften, sammen med ekstremvokalisten David Moss, pianisten Reinhold Friedl, Ben Patterson og Ernst Kretzer. De opførte et støvsugerværk, som i dagens andledningen var peppet op med et manifest, der handlede om USA og en vis 'Oma Mama'.
Hør indslagene og se videoen. Aftnen sluttede med musik af Marc Marcovic og August Engkilde.
Hvad mener du?
Skriv en kommentar i feltet her nedenfor. Vi vil gerne høre din mening om den musikalske valgaften. Hvad synes du om ideen, og hvad kan den slags bruges til?