Hurlumhejhus for en aften

Yoyooyoy i Copenhagen Jazzhouse

14 musikere fordelt på 14 forskellige scener - inklusive toiletterne og musikergarderoben - er ingredienserne til en festlig cocktail, hvor den største sundhedsfare er overstimulering. Med både blæs, énstrenget harpe og rendyrket rock på programmet viste musikerkollektivet Yo yo oyoy, hvor sammensat, eklektisk og nærmest skizofren man kan tillade sig at være, når man er en del af programmet for musikfestivalen Wundergrund.

Onsdag aften i Jazzhouse. Uden for er det regnvejr og gråt, men inden for er det varmt, og Jazzhouse's egne burleske trikolore: rød, guld og sort danner rammen for et fyrværkeri af musikalske optrædener, anti-musiske performances og strik i alle farver. Der er valgfri entré - dog mindst 10 kroner - og en provisorisk bar, hvor du kan mixe din egen drink, mens den ellers sødt smilende bartender giver dig nedladende kommentarer med på vejen. "Det er du vist ikke så god til, hva?", "der skal da mere gin i den gin og tonic" og så videre. Rollespillet holder dog ikke så længe ad gangen, og hun er ikke sen til at undskylde de kritiske bemærkninger og understrege, at det bare er for sjov. Det lader også til, at der er mere aktivitet i de to faste barer i Jazzhouse, og mere salg i de mere traditionelle drikkevarer til en kulturaften midt på ugen: øl på flaske og rødvin.

En musikalsk vision med logistiske udfordringer
Publikummet er meget ungt, og påklædningen er næsten påfaldende afslappet med store striktrøjer i vilde mønstre og spraglede skjorter til stramme jeans og hyttesko.  Men man skal ikke lade sig narre. Det er meget hipt alt sammen. Og på samme tid er stemningen overvældende venlig, og musikernes lidt anspændte, men mest spændte smil, smitter.
De fire unge mænd fra kunstnerkollektivet Yo yo oyoy, Anders Lauge Meldgaard, Andreas Führer, Johs Lund og Toke Tietze Mortensen, har arrangeret aftenen, der som sine grundlæggende elementer har fjorten musikere, der i løbet af to en halv time tilsammen spiller treogtredive koncerter fordelt på 14 forskellige scener. Det er et eksempel på, hvordan en musikalsk vision kan gå hen og blive en logistisk udfordring.
 
 
- Vi burde have kaldt det spaghetti
siger Anders Lauge Meldgaard, én af "komponisterne" til koncerten
- for der er kabler over det hele.
Han og de øvrige arrangører står fem minutter før der ifølge programmet er åbningsfanfare på scene 1 og scene 14 og prøver sammen med teknikeren at få løst de sidste problemer.
- der er nogle højtalere på scene 10, der endnu ikke er lyd i. Det skal vi lige have styr på.
For ikke nok med, at musikerne skal flytte sig rundt i huset for at få kompositionen til at gå op i en højere enhed, så er det også meningen, at de spredte koncerter skal fungere som underlægning for hinanden, idet de transmitteres live til andre rum via et sindrigt system af mikrofoner og højtalere.

Tidsplanen er et partitur
Hver musiker har fået udstukket et individuelt partitur, der viser hvad, hvornår, hvor og med hvem, han eller hun skal spille. Og publikum får også kort før koncertstart stukket en detaljeret tidsplan i hånden, der på bagsiden viser et kort over Jazzhouses to etager.
- Det er helt uoverskueligt, siger et par universitetsstuderende om aftenens program. Den ene af pigerne uddyber.
- Jeg er spændt på at se, om de kan overholde tidsplanen, for det er meget eksakt. Der står fx, at ALM er på besøg hos STBN og TK i tidsrummet 21:07-21:18.

Genrer og instrumenter blandes på kryds og tværs
Musikerne går "på besøg hos hinanden" og blander sig på kryds og tværs, så der opstår konstant nye konstellationer, der også giver mulighed for de bratte skift i genre: fra ren improvisation på trombone og cornet til latin jazz og videre til femten minutters rockkoncert. Indimellem er de små optrin snarest en smagsprøve på en særlig instrument-besætning eller en bestemt måde at spille på, andre gange minder det mere om en egentlig koncertsituation med et fast band.

Jeg kan godt lide, at man ikke bare skal stå ét sted 
Det er dog brudstykkerne og de "åbne koncerter", som fylder mest på programmet. Og her er det i høj grad op til publikum og noget så ukontrollerbart som sammentræf, om man får oplevelsen af, at brikkerne samles til en enhed med start og slut og et dynamisk forløb, eller om de mange input forbliver ren kakafoni.
Publikum lader umiddelbart til at have det sjovt med at forfølge koncerterne og løbe ind og ud og op og ned mellem scenerne.
- Jeg synes, det er meget vellykket, siger én af gæsterne, en ung fyr i starten af 20'erne, der i øvrigt går i skole med flere af arrangørerne. - Det fungerer godt, at man kan gå rundt og ikke er tvunget til at stå samme sted. Det er mindre anstrengende. Men jeg ved ikke, om det ikke er mere krævende.

Hans veninde er enig i, at det virker efter hensigten, at man kan opleve koncerterne både isoleret eller som en helhed. Men hun vil alligevel gerne fremhæve koncerterne som enkeltstående oplevelser.

- Jeg synes, det er godt med de intime rum, hvor der er koncert for få mennesker. Det giver en god stemning.

Det gælder om at være på det rigtige sted på rette tidspunkt
Til Yo yo oyoys arrangement "Alone Together: Burger" gælder det om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. For selvom man kan lytte til et live-mix fra de spredte scener i nogle hovedtelefoner sat op ved den centrale mixerpult, fungerede koncerten også i høj grad som kropslig oplevelse: dvs. oplevelsen af at bevæge sig nærmere og fjerne sig fra stadigt skiftende centre, og selv være med til at afgøre, hvad der skulle være forgrund og baggrund.
Hele aftenen er desuden krydret med performances, som slet ikke giver mening rent lydligt. I forlængelse af fluxus som musisk og kunstnerisk tradition, er der indslag i programmet, som i stedet for at give øret noget at lytte til, giver stilheden en afgrænsning i tid - den tid det tog at pille et kålhoved fra det alleryderste til allerinderste blad.

- Det har været godt, dér hvor jeg har været
Det er nogle forpustede, men lettede arrangører, der slår sig til vennerne med en øl efter koncerten.
- jeg bearbejder lige nu, siger Johs Lund og uddyber, at det er fuldstændig umuligt at vide, hvordan aftenen er gået.  - Jeg har måske kun hørt 25 procent af det hele, men jeg har været glad hele vejen igennem, og jeg har haft det godt de steder jeg har været.

Hvis man skal vurdere aftenen ud fra stemningen hos de folk, der er tilstede, så har det været en glad og festlig aften. Blandt de fremmødte tilhører hersker der også en grundlæggende velvilje over for de mange eksperimenter i lyd, larm og logistik. 

Yo yo oyoy forvandlede Copenhagen Jazzhouse til et lydligt hurlumhejhus og viste, at ambitiøse, musikalske visioner sagtens kan gå hånd i hånd med godt humør og en stor generøsitet.

Johs Lund og Anders Lauge Meldgaard fra Yo yo oyoy ville dog også gerne give en tak til JazzDanmark og SNYK, der har stået for det praktiske og administrative i forbindelse med koncerten - og ikke mindst skaffet penge til, at de fire unge musikere kunne lade kreativiteten få frit løb.