Folkemusik fra et land der ikke findes
Figura Ensemblet og Yasar Tas
Fredag aften bød festivalen Wundergrund på tyrkisk folkemusik hængt op i et knitrende lydtapet, og tilsat svævende ord. Musikken er skrevet af komponisten Peter Bruun, og med på scenen er også superinstrumentalisten Yasar Tas.
Wundergrund er en festival, der blander genrerne, og lader klassiske musikere og klassiske komponister møde navne fra jazz-, rock- og popscenen. Fredag aften stod den på tyrkisk folkemusik hængt op i et knitrende lydtapet, og tilsat svævende ord.
De svævende ord kommer fra forfatter og digter Ursula Andkjær Olsen. Hun er på scenen sammen med Figura Ensemblet og superinstrumentalsiten Yasar Tas. Ideen til det hele kommer fra komponisten Peter Bruun:
- Vi havde en ide om at lave en cabaret ud fra sangen 'Himmel Hav', der handler om om fred og forsoning, og så var der desuden en opfordring til at bruge orientalske instrumenter, siger Peter Bruun.
Hvorfor er det godt med orientalske instrumenter?
- Fordi de sange vi arbejder med rummer en særlig blødhed i rytmen, en plastisk, elastisk og livsnær fornemmelse. De har en harmonisk puls, som ikke er kantet, og den finder man i folkemusikken. Samtidig har de her sange en harmonik, der passer særlig godt til de mellemøstlige musikinstrumenter. Deres lyd er nem at arbejde ind i musikken.
Med på scenen er også Anna Klett (klarinet), Frode Andersen (accordeon) og Frans Hansen (slagtøj). Sidstnævnte har engang sagt at Peter Bruuns musik lyder 'som folkemusik fra et land der ikke findes'. Det er godt sagt, mener Peter Bruun.
Højreklik for at downloade, vælg 'gem som' og læg lydfilen dér hvor du gerne vil have den.