Den ny musiks historie (4:5) Nye rum
Nye rum betyder frihed fra gestus og retning og tid og fremdrift. Charles Ives komponerer et kosmisk landskab i The Unanswered Question (1906), Messiaen komponerer et natur-rum fyldt af fuglesange i Réveil des oiseaux (1953).
Schönberg komponerer vuggende flader af klangfarver i Sommermorgen ved en sø (Farver) (1909). Sitrende toner, gentagelsesmønstre og gennemsigtige lydflader fremkalder billeder af et åbent univers i Rued Langgaards Sfærernes musik (1918).
Varèse projicerer lydstråler ud i rummet i Hyperprism (1921). Sjostakovitj komponerer stillestående vævninger af blæser- og strygerstemmer i Symfoni nr. 2 (1927).
Med glidetoner, lydstrømme og sværme af lydkorn skaber Xenakis bevægelige klangrum i Metastasis (1954) og stjernetåger af lyd i Pithoprakta (1956).
Ligetis Atmosphéres (1961) er et vibrerende rum af klang, der forandrer sig næsten umærkeligt. Terry Rileys A Rainbow in Curved Air (1969) og Steve Reichs Music for 18 Musicians (1976) er myldrende strømme af gentagelsesmønstre, der kan fremkalde oplevelser af stillestående rum fyldt med ustandselig bevægelse. Næste spor i historien om den nye musik handler om 'Nye gamle Rødder'.